Når alle har det godt, danser vi

HJEMME HOS 2: På komfuret står en gryde og simrer. Mor Mirwat er ved at lave Mohameds livret mulukya, der er en egyptisk kyllingesuppe tilsat forskellige krydderier og så mulukya, der ligner en blanding af spinatblade og pebermynteblade. Storesøster Diana har forskanset sig på sit lyserøde prinsesseværelse, og fra drengeværelset strømmer der en blanding af højlydt gråd og computerspil. Ali og Wassim på tre og fem er ikke helt enige om slagets gang, og storebror Mohamed opgiver at mægle og forlader de stridende parter.

– Jeg glæder mig, til jeg får mit eget værelse. Det skal være sådan camouflage-farvet, og min far skal male det, fortæller Mohamed og fremviser tilfreds altanen, der om et par måneder bliver hans helt eget rum.

Far Asad smiler et øjeblik, men falder hurtigt sammen igen. Han har døjet med en tarmsygdom det meste af sit voksenliv, og nogle dage har han store smerter. Asad har i Danmark forsøgt sig som blandt andet buschauffør, men på grund af den kroniske sygdom er han nu under jobafklaring og håber på at blive godkendt til et flexjob.

– Jeg vil jo helst lave noget og ikke bare sidde og hænge, siger Asad, der bruger sin energi på børnene og på at lave mad og i det hele taget være en del mere huslig, end man normalt forbinder med muslimske familiefædre.

– Jeg er nok født sådan, griner Asad, der også er opdraget til at hjælpe til derhjemme.

Hjemmet minder meget om andre muslimske hjem, hvad indretning og valg af møbler angår. Men der ikke den klassiske reol med en særlig hylde til Koranen. Eller bedetæppet på væggen med »Allah er stor« broderet med sirlige sting.

– Vi er demokratiske muslimer, smiler Asad.

–Vi tror på Allah og på islam, og vi passer vores religion. Men vi er åbne muslimer.

Asad er født i Libanon, men hans forældre stammer fra Palæstina, så Asad betragter sig som palæstinenser.

– Jeg er født og opvokset i flygtningelejre. Mine forældre flygtede til Libanon i 1948, og lige som mange andre palæstinensere har jeg haft en hård barndom med mange dårlige oplevelser, fortsætter Asad, der blev soldat og medlem af PLO, da han var 13 år.

Det meste af sit liv i Mellemøsten deltog Asad i krigene, og ind imellem arbejdede han som ufaglært håndværker.

Efter to år som soldat i Tunesien sagde Asad stop.

– Jeg ville ikke mere. Det var lige i begyndelsen af Golfkrigen, og jeg tænkte, det er ikke min krig. Så jeg flygtede til Tyskland i 1991.

Efter et år i Tyskland kom Asad til Danmark, hvor han tog kontakt til Mirwat.

– Vi kendte hinanden fra Libanon, og vi begyndte at tale i telefon sammen og skrive til hinanden, fortæller Mirwat, der holder en lille pause fra suppen.

Asad kom til Danmark i 1992 og opretholdt kontakten til Mirwat.

– Jeg kunne jo ikke tage til Libanon, så vi mødtes i Syrien og blev gift, forklarer Asad, der fik sin kone til Danmark i 1999.

– Skal vi ikke snart spise, lyder det for tiende gang inde fra drengeværelset. Asad går ud og ser til suppen, mens Mirwat sætter sig og hviler benene.

– Vi står op klokken halv syv og spiser cornflakes, fortæller Diana.

– Og så gør mor rent, og far går på arbejde og køber ind, supplerer Mohamed, der igen af blevet træt af sine to larmende småbrødre.

– Klokken halv fire henter vores far de små, og når alle er kommet hjem, spiser vi, lyder det tilfreds fra Diana.

Før aftensmaden skifter børnene til nattøj, og efter det varme måltid sidst på dagen leger børnene lidt inden sengetid.

– Og så skal vi børste tænder, griner Mohamed med et stort tandpastasmil.

– Men om lørdagen er vi lidt længe oppe, og så sidder hele familien sammen og ser nyheder og arabiske film, siger Diana.

– Og Ali begynder at græde, når vi skifter væk fra tegnefilm, griner Mohamed igen.

– Det er far, der bestemmer, hvad vi skal se, fortæller Diana.

– Det er far, der bestemmer det hele, svarer Mohamed.

– Det er mor, der bestemmer, hvordan det ser ud herhjemme, kommer det hurtigt fra Diana, og Mirwat smiler stolt over sine unger.

– Mohamed er sjov. Alle børnene siger mange sjove ting, og det får mig i godt humør, smiler hun stille.

Og Mirwat har brug for at blive opmuntret, da hun i perioder har det svært på grund af sin fortid i Libanon.

– Nogle gange danser hele familien sammen her inde i stuen, fortæller Diana med blussende kinder og fortsætter:

Det er, når alle og både mor og far har det godt.

Artiklen om Mohameds familie er den anden i en række portrætter af de børn, der går i JydskeVestkystens adoptivklasse på Bakkeskolen i Esbjerg.