Mine børn skal respektere alle

HJEMME HOS 3: Langs den ene væg i stuen på Stengårdsvej står tre mørke sofaer linet op ved siden af hinanden. Og de er ikke kun til pynt. For når alle, der hører til familien Abdi plus det løse er samlet under samme tag, snakker vi mindst 20 mennesker, da Naimos søster alene kan mønstre ikke færre end ni børn. Og når hele banden er samlet, foregår middagen på gulvet, der er dækket af tykke tæpper i to lag.

– Det er godt at bo så tæt på hinanden, siger Naimo, der fra altanvinduet kan se over til sin søsters lejlighed og sin mors lejlighed.

– Der er altid nogen på besøg her, smiler hun.

– Og min søsters børn er ikke bare min søsters børn, eller mine børns fætre og kusiner. De ord bruger vi slet ikke i Somalia. Min søsters børn er også mine børn.

– Når vi alle er sammen, spiser vi og hygger, fortæller Ijaabo med et stort smil.

Ijaabo er meget glad for sin mormor Halimo og elsker at høre hende fortælle om sin barndom i Somalia.

– Vi boede i Mogadishu, da vi flygtede, men min mor stammer fra landet, fortæller Naimo.

Halimo voksede op i en søskendeflok på ti, og familien holdt geder og køer. Og kameler, selvfølgelig.

– Hun savner Somalia, fortæller Naimo, der står og kigger efter Halimo, som er ude på sin aftenrunde i kvarteret.

– Jeg savner også Somalia. Somalia før krigen, altså. Da jeg blev født, var landet et paradis, smiler Naimo.

– Måske husker jeg det sådan, fordi jeg var et barn og endnu ikke havde noget ansvar.

Der er blevet stille i lejligheden, efter at alle drengene er løbet ud på legepladsen for at spille basketball.

– Nogle gange tænker jeg, at mine børn burde vokse op i Somalia, så de kan lære kulturen at kende. Ja det hele. Altså alle de gode ting. Ikke at være pirater, griner Naimo og fortsætter,

– Og at de skal lære sproget. De kan jo ikke snakke somalisk.

– Jo, jeg kan, lyder det bestemt fra Ijaabo.

– Ja, du kan faktisk rigtig meget, smiler Naimo og henter te og kage ude i køkkenet.

Naimo kom til Danmark i 1993. Den gang var hun 19 år, og hun og hendes mor ankom til Sandholmlejren efter at være flygtet fra Somalia. De to kvinder havde forud for flugten tilbragt mere end tre år i flygtningelejre på grænsen mellem Somalia og Kenya.

I dag er Naimo 36 år, arbejder på fuld tid som rengøringsassistent og er enlig mor til tre børn. Hun og hendes mand blev skilt for otte år siden, kort før Ijaabo blev født.

– Så børnene har nærmest ikke prøvet at have en far. De kender kun at have mig og mormor, smiler hun.

Og sådan bliver det ved med at være. Der kommer ikke en papfar ind i billedet hos familien Abdi. Det har Naimo for længst besluttet.

– Jeg har ikke tid til det, og jeg vil ikke have en ny mand ind. Her er det mig, der bestemmer.

At det er kvinden, der bestemmer, er ikke usædvanligt i Somalia, fortæller Naimo.

– Og der er ingen, der ser ned på en kvinde, der er skilt. Du kan blive gift og skilt hundrede gange. Bare du kan klare dig selv. Det kan jeg. Og at kunne klare sig selv, er noget af det vigtigste, jeg prøver at lære mine børn, forklarer hun og fortsætter,

– Kvinderne er de stærke i Somalia. Stærkere end mændene, fordi vi skal lave alting selv. Mændene går på arbejde, og det er det. Kvinderne går også på arbejde. Men ud over det køber de ind, gør rent, laver mad, opdrager børnene og alt det andet. Også selvom de har en mand.

Og så kan man jo egentlig godt forstå, at der ikke er brug for sådan en hjemme hos Naimo. For hun klarer det jo helt fint selv.

Når hele familien er samlet ved 18-19-tiden om aftenen, sidder alle ude på den overdækkede altan, hvor der er aftensol, og taler sammen om, hvad de har oplevet i løbet af dagen.

– Og klokken otte om aftenen er jeg træt, griner Naimo, der allerede er i gang med sit rengøringsjob klokken seks om morgenen.

Alle børnene er løbet ud for at lege gemmeleg, og Naimo kryber lidt sammen i sofaen.

– Jeg er glad for, at mine børn vokser op i Danmark. Fordi der er ro og fred. Fordi de kan få en uddannelse og et arbejde. Og først og fremmest frihed.

Og det vigtigste for mig er, at mine børn lærer at klare sig selv og at respektere alle. Røde, gule, hvide. Unge og gamle.

Men nogle gange bliver jeg bange for, at vores kultur forsvinder, lyder det stille.

– Mine børn tænker som en dansker. Jeg tænker stadig som en somalier. Jeg vil have, at de skal have det godt, men de skal vide, hvad de kommer fra, forklarer Naimo.

– I Somalia spiser vi, når vi har penge. Vi tænker ikke på i morgen. Danskere tænker meget på fremtiden. Og det er også fint. Men de bliver meget stressede og glemmer måske at leve nu. Jeg vil gerne, at mine børn får det bedste fra de to kulturer.

Artiklen om Ijaabos familie er den tredje i en række portrætter af de børn, der går i JydskeVestkystens adoptivklasse på Bakkeskolen i Esbjerg.