På ballonfærd - og udspring med faldskærm

REPORTAGE: Kurven slipper det sidste græsstrå og svæver lige så stille væk fra plænen.

Ballonskipperen trækker i håndtagene og sender methangas op i den gigantiske ballon. Da han slipper igen, er der helt stille.

Passagererne kan nemt tale sammen, mens ballonen svæver højere og højere op over Toftlund og giver en bedre og bedre udsigt over byen, golfbanen, markerne og den grønne plæne, hvor de, der sendte os af sted, nu blot er små farvede prikker nede på jorden.

Ti personer har købt en tur med ballonskipper Roger Cederquists luftballon, som hver fjortende dag letter fra boldbanerne bag Toftlundhallerne. JydskeVestkysten er med.

Inden længe måtte vi sige pænt farvel til et par afhoppere. Bogstaveligt talt.

Morten Kjær Hansen og Henning Skov er begge faldskærmsudspringere fra Faldskærmsklubben Sønderborg, og de vinker pænt farvel til resten af besætningen, da ballonen er nået op i godt en kilometers højde.

De kravler simpelthen op på kanten og lader sig falde ned, mens vi andre spejder efter dem og ser, hvordan de to blå faldskærme udfolder sig, inden Morten og Henning daler ned mod jorden lige under ballonen.

Normalt når ballonen ikke så højt op, men udspringerne skulle naturligvis op i en vis højde, før de kunne forlade luftballonen. Det betyder, at de tilbageværende nu kan nyde udsigten over Haderslev, Barsø og helt til Fyn.

Ballonen svæver ganske stille hen over gårde og marker. Lavere og lavere. Pludselig beder ballonskipper Cederquist os bøje i knæene, som han inden turen havde fortalt, at vi skulle inden en landing.

Vi nærmer os en lille skov af grantræer, og det ser ud som om, vi bare er nogle få meter over dem, da skipperen skifter den ene gasbeholder ud og igen giver gas, så vi stiger højere op i luften igen.

Han virker dog helt rolig, den svensktalende skipper. Og det smitter af på passagererne, som griner og pjatter, mens vi svæver gennem luften i det komplet lydløse fartøj.

Mens solen er på vej ned i vest, og ballonen nærmer sig jorden, kan den ballonformede skygge ses på markerne. Nu flyver vi så lavt, at det er tydeligt at se rådyrene løbe hen over markerne, og køerne blive slemt forvirrede, når skipperen trækker i håndtaget, så lyden af gasflammen bryder stilheden.

Samtidig stopper flere bilister for at stige ud og spejde efter særsynet. Den store ballon, som svæver lige hen over dem. De vinker, vi vinker tilbage, og det føles lidt som om, alting går i stå.

Men turen nærmer sig sin afslutning. Ballonen nærmer sig jorden, krydser en vej, en mark og nogle træer, inden den lander på en græsmark.

Endnu en gang bøjer vi i knæene og holder godt fast i de indvendige håndtag, inden kurven med et bump rammer jorden, svæver lidt videre og rammer jorden igen, inden den tredje gang bliver stående.

Den lille samling biler, der har fulgt ballonfærden siden starten, parkerer i vejkanten, og en hjælper løber ind og trækker selve ballonen ned.

Efter en times tid og cirka 13 kilometer er ballonturen slut, og de overvældede passagerer kravler en efter en ud af kurven og ned på marken.

Ballonen bliver hurtigt foldet sammen, inden skipperen folder et langt tæppe ud på marken, som han beder deltagerne knæle på. Efter den første ballontur skal man nemlig døbes.

Han skænker et glas champagne til alle. Damerne først. Men da det sidste glas er fyldt, lader han endnu en prop springe.

På skift tager han kasketten af deltagerne og hælder champagne i pandehåret. Vi skåler, inden vi med champagne i lokkerne siger farvel og tak efter en svimlende svævetur.

En betagende oplevelse rigere.