Vestbanen kører ind på Varde Banegård.
Varde Kommune skal låne for at holde liv i Vestbanen
VARDE: Om få dage modtager Indenrigsministeren en ansøgning fra Varde Byråd minus to medlemmer om et lån på 40 millioner kroner. Lånet skal gå til investering i en renovering af Vestbanen.Det var dog ikke bare en efterretningssag, selvom Varde Byråd tidligere har givet tilsagn til regionen om at tage del i en renovering af banen.
Thyge Nielsen (V) har i regionen stemt for at nedlægge Vestbanen, og da byrådet afgav tilbuddet, var han sendt udenfor døren.
Han havde derfor bedt om at få sagen på dagsordenen, så han kunne sige sin mening om den sag. Og det gjorde han – endda med store bogstaver.
– Jeg opfordrer til, at byrådet ikke sender ansøgningen. Den indebærer, at Varde Kommune pådrager sig en årlig udgift på 2,8 millioner kroner til renter og afdrag. Dertil kommer en driftsomkostning af ukendt størrelse, måske to-fire millioner kroner. Det er udgifter, der står i skingrende kontrast til, at direktionen er blevet bedt om at finde besparelser på 80 millioner kroner. Varde Kommune har fået tilbudt en busløsning, som dækker samme behov som i dag, og i nogle tilfælde endda giver bedre dækning. Byrådet bør droppe låneansøgningen og erkende, at vi ikke har råd til at lege med tog, sagde Thyge Nielsen.
Borgmester Gylling Haahr (V) konstaterede, at der er mange hurdler på sporet, inden Vestbanen er sikret.
– Når Thyge Nielsen nævner en driftsudgift på to-fire millioner kroner, må det dreje sig om nedlæggelse af Blåvand-Esbjerg ruten, men det er en regional rute. Han nævner også en busløsning, men vi har spurgt regionen uden at få svar på, hvor lang tid, regionen vil binde sig til at køre de ruter og dermed til at betale driften, sagde Gylling Haahr.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




