Prins og Tiggerdreng charmerer sig ind
AGERBÆK: Arrangørerne fra HATS, Helle Amatør Teater Samvirke, måtte i går blive ved med at stille plasticstole op foran foreningens nye scene. Foreningen fik til premiereaftenen af årets friluftsforestilling, hvad de sukket efter til HATS’ to sidste forestillinger: publikum.– Vi har ikke haft børneteater, hvor der har været så mange før, sagde Tina Bundgaard, som er formand for HATS.
Og publikum fik en sød lille forestilling om de forviklinger som opstår, da prins Christian og tiggerdrengen Tom bytter tøj og lever en dag i den omvendte verden.
JydskeVestkystens to børneanmeldere, Freja og Ebbe Møller Friisberg på otte og fem år, havde kun positivt at sige om forestillingen. Det gælder historien:
– Jeg synes, at historien var god, fordi den var spændende, siger Freja, som synes det var spændende, da de byttede tøj, om de blev opdaget, og hvad der ville ske.
Den gamle historie har de to unge instruktører Emma Andersen på 15 år og Emilie Bundgaard på 16 år skrevet om, så det passer bedre til nutiden. De har slebet kanten af historien. Det bliver aldrig farligt, at prinsen og tiggerdrengen bytter tøj og liv, og forviklingen bliver løst helt udramatisk. Til gengæld giver de unge skuespillere stykket masser af charme og humor.
De fleste af de unge skuespillere og specielt de to hovedrolleindehavere, Signe Skovdal Petersen, 12 år, i rollen som prins Christian og Natasja Dahl Kubo, 10 år, i rollen som tiggerdrengen Tom, levede sig ind i rollerne og gav dem troværdigt og lattervækkende liv.
– Tiggerdrengen var ret sjov, siger Ebbe, som også lo af narrene, der satte lidt kulør på de sceneskiftene ved at lave løjer.
I det hele taget fik scenografien også roser af de to børneanmeldere.
– Det lignede meget virkeligheden i gamle dage, siger Freja.
Forestillingen varer cirka 40 minutter, hvilket er meget passende. Det er en af stykkets styrker, at det ikke giver sig ud for mere end det er: En hyggelig familieforestilling, hvor alle kan være med.
HATS B opfører Prinsen og Tiggerdrengen i dag, fredag, klokken 19, lørdag og søndag klokken 12. Det foregår på græsplænen ved Hatten, Hellevej 2, overfor Bygma i Agerbæk.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis









