12 års ventetid var det hele værd

BETATEST: Ni år skulle der gå før Blizzard Entertainment annoncerede det andet spil i Starcraft-serien – Starcraft 2: Wings of Liberty. Der skulle derefter gå yderligere tre kolde år før det næsten færdige produkt landede i denne anmelders lådne skød. Og Gud hvor det varmede!

Starcraft er et af de mest populære strategi-spil nogensinde, og intet mindre end det absolut umulige har været ventet af efterfølgeren. Og mine damer og herrer: Julemanden er blevet glatbarberet, Paven har konverteret og Anima har købt medarbejdertrøjer af sneleopard. Starcraft 2 er episk fedt!

Konceptet er det samme som hos forgængeren. Spillet foregår i en fjern fremtid, og du vælger én af tre racer; menneske-racen Terran, den primitive insekt-lignende race Zerg eller de højtudviklede rumvæsner Protoss. De er alle vidt forskellige og alle med hver deres fordele og ulemper.

Kampene foregår på forskellige planeter i rummet, hvilket dog ikke gør en spilmæssig forskel. Her høster du gas og mineraler, bygger dig en hær og dræber alt, hvad der kan trække vejret. Intet nyt under solen her.

Starcraft 2 har ikke introduceret generaler eller såkaldte hero-units, som det ellers har været tendensen for mange nye strategi-spil. Det gør nu ikke noget, for det gamle koncept fungerer fint.

Alle racer har dog fået en ekstra stærk enhedstype, du kan bygge, hvis du svømmer i mineraler.

Grafikken er flot dog uden at være banebrydende, hvilket gør, at det heller ikke er nødvendigt at investere i en helt ny computer for at være med. Lydsporet er med til at sætte tempoet og sniger gerne din puls op, inden du rigtigt når at se dig om.

Online Multi-Player er det eneste min prøve-version af spillet understøtter, så det er desværre det eneste, jeg kan rapportere om. Men det var nu heller ikke så ringe endda.

Der hvor Starcraft skiller sig lidt ud fra andre strategi-spil, er tempoet det spilles i. Bygger din modstander en bestemt type enheder, må du lynhurtigt tilpasse dig og producere en anti-enhed.

Bygger fjenden usynlige enheder, skal du bygge en radar, bygger han fodfolk, bør du bygge noget, der kan køre dem over og så fremdeles.

Spillet er bygget op omkring dette koncept, og det tvinger spilleren til at skrue tempoet op, hvilket efterlader dig stak-åndet og frådende efter hver kamp. Mindre vil blive straffet med nederlag.

Efter fem kampe, som spillet selv finder til dig, kvalificerer du dig til enten copper, bronze, silver, gold eller platinum-league. Alt efter om du så taber eller vinder flere kampe i din pulje, rykker du op eller ned. På den måde spiller du altid mod andre, som er på dit eget niveau.

Dertil hører en rangliste, hvor du kan se, om du er i toppen af poppen eller på kanten til nedrykning. Dette system går igen, om du så spiller alene eller sammen med op til 4 andre.

Min beta-version gav som nævnt ikke mulighed for hverken at spille single-player-delen eller se nogle af filmfrekvenserne. Men lur mig om de ikke skal vise sig at være alle pengene værd, når det færdige spil rammer butikkerne den 27. juli.

Har ventetiden så været det hele værd? Hell yeah - En klassiker er født!