Esbjerg skal ansætte mange nye lærere
ESBJERG: Mens mange andre kommuner må afskedige lærere, er Esbjerg Kommune i den lykkelige situation, at den – endda til trods for faldende børnetal – skal ansætte et stort antal i forbindelse med det nye skoleårs begyndelse til august.Skoledirektør Preben Jensen oplyser, at der konkret skal ansættes lærere til mere end 50 stillinger, men at der formentlig bliver tale om 20-25 flere inden skoleårets begyndelse. Altså omkring 75 nye lærere, fordi der typisk sker en del rokeringer op til et nyt skoleår.
De 70-75 skal ses i sammenligning med, at der er omkring 1300 lærere i kommunen.
– Det er glædeligt, at vi kan ansætte så mange nye lærere i faste jobs. En del af dem er dog allerede inde i vikarjobs, siger Preben Jensen, og forklarer om årsagen til de mange nyansættelser, at et stort antal lærere går på pension i disse år, ligesom andre følger med ægtefællen andre steder hen i landet.
Da der typisk er to-tre ansøgere til hvert nyt lærerjob, kan skoledirektørens kontor se frem til et meget stort antal ansøgere.
Det er værd at understrege, at der med de mange nyansættelser ikke er tale om en opnormering.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






