KIF Vejen har succes både i ligaen og på den europæiske scene i øjeblikket.
KIF Vejen: Giv os Oldenburg
HÅNDBOLD: Buducnost fra Montenegro, Metz fra Frankrig eller tyske Oldenburg. Det er af de tre hold, som KIF Vejen kan komme til at møde, når der om knap tre uger skal spilles semifinale i Cup Winners Cup.Og KIF Vejen-træner Lars Frederiksen er ikke i tvivl om, hvem han håber at trække tirsdag.
- Oldenburg, helt klart. Jeg anser dem for at være det klart svageste af de tre hold, så jeg vil mene, at vi står med en kæmpe chance for at gå i en finale, hvis vi trækker dem, siger Lars Frederiksen.
Buducnost vil han til gengæld helt slippe for.
- Jeg vil mene, at vi har en fifty-fifty chance, hvis vi får dem. De har et godt hold og har et fantastisk fanatisk publikum i ryggen, så det vil være det værste for os. De har en af de allergrimmeste hjemmebaner overhovedet. Men jeg vil stadig vurdere, at de er et niveau under Zvezda, som vi lige har slået ud. De kampe og vores gode stime i ligaen har givet os rigtig meget selvtillid, tilføjer cheftræneren.
Metz er heller ikke dårlige. De er røget over i Cup Winners Cup efter at være slået ud af Champions League.
- De råder også over mange dygtige spillere og vil være en vanskelig modstander, men jeg tror, at vi er lidt bedre end dem. Vi vil være favorit, hvis vi trækker dem, mener Lars Frederiksen.
- Fordelen ved at trække Oldenburg vil ud over det sportslige også være den økonomiske side af det. Det er jo ikke andet end en smuttur, og så kan vi måske få nogle fans med derned. Nu har vi været i Rusland to gange og fået de værst tænkelige modstandere, så denne gang må heldet gerne være med os, tilføjer Lars Frederiksen.
KIF Vejen vendte sent søndag hjem fra succesturen til Zvezda. Spillerne var trætte, men stadig superglade efter den største sportslige bedrift i holdets historie.
- Nu nyder vi det lige en dag mere, og så skal vi igen til at arbejde hårdt. Vi vil forberede os godt, for vi har ikke et hold med masser af stjerner. Vi er stadig et arbejdshold, men et godt arbejdshold, vurderer Lars Frederiksen.
Første kamp i semifinalen spilles lørdag den 10. april, mens der er returopgør weekenden efter.
- Jeg vil egentlig gerne starte hjemme. Det har vi jo haft det godt med både mod Lada og Zvezda, siger han.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




