DF: Staten skal sælge krisebanker
Staten, der i øjeblikket ejer otte danske banker igennem det statslige selskab Finansiel Stabilitet, skal ud af dens bankejerrolle, siger Dansk Folkeparti. Staten er godt på vej til at blive permanent bankejer. Og det var absolut ikke meningen, da et flertal i Folketinget i 2008 besluttede at oprette det statslige selskab Finansiel Stabilitet, der skulle afvikle nødlidende banker under finanskrisen.Derfor skal Finansiel Stabilitet i en fart skille sig af med de i alt otte banker, der er blevet overtaget af staten. Det siger Dansk Folkeparti til Politiken.
- Der er i øjeblikket en tendens til, at Finansiel Stabilitet er kommet til at hvile lidt for meget i sig selv. Meningen er jo, at bankerne under Finansiel Stabilitet skal afhændes og afvikles, så staten ikke bliver permanent bankejer, siger finansordfører i DF, Kristian Thulesen Dahl.
Finansiel Stabilitet blev nedsat i oktober 2008 som led i bankpakke 1, da finanskrisen var på sit højeste. Formålet var at dække samtlige tab for bankkunder, hvis deres bank gik ned, samt overtage og afvikle de nødlidende banker i god ro og orden.
Ordningen, der i første omgang blev finansieret gennem en milliardindsprøjtning fra bankerne, forhindrede stormløb mod bankerne og sikrede tillid til det finansielle system i den usikre tid.
Men i dag, halvandet år efter, sidder Finansiel Stabilitet stadig med otte banker i porteføljen, hvilket faktisk gør selskabet til landets ottendestørste bank.
- Tiden er moden til det nu - det er realistisk at få solgt nogle af bankerne i Finansiel Stabilitet fra, for hele banksektoren er begyndt at tjene rigtig gode penge igen, siger Thulesen Dahl.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




