140-160 Arne Jacobsen stole af mærket 7’eren blev natten til torsdag stjålet fra Haderslev Katedralskole. Det er anden gang på under en måned, at driftsleder Dan Jensen kan ærge sig over uindbudte gæster.
Få spor efter nyt tyveri af designer-stole i Haderslev
Gentagelse: Hurtigt ind og hurtigt ud. 140-160 Arne Jacobsen stole af mærket 7’eren blev natten til i går stjålet fra Haderslev Katedralskole.– Gerningsmændene kom kørende i bil – formentlig en varevogn, som de bakkede op til bagindgangen. Her brækkede de to døre op og tog de stole, der umiddelbart var stablet, og kørte igen. Så det gik stærkt, fortæller Jens Rudbeck fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det er ikke længe siden, Haderslev Katedralskole sidst fik stjålet 150 stole af samme slags.
Et par dage efter tyveriet, der fandt sted den 24. februar, lykkedes det dog politiet at finde frem til gerningsmændene med hjælp fra borgerne, og alle stolene er siden dukket op igen.
Videoovervågning på vej
Efter indbruddet besluttede skolen at etablere videoovervågning, men det havde den altså ikke nået, inden det næste indbrud natten til i går.
– Det er drønærgerligt! Det går jo ud over eleverne, for de penge, vi skal bruge på det her, går fra dem. Vi er under opbygning af alarmerne, men det er jo ikke noget, man bare lige gør. Vi har foreløbig indhentet tilbud, og nu skal de vurderes, siger driftslederen på Haderslev Katedralskole, Dan Jensen, der gætter på at den store eksponering i pressen efter det første tyveri har haft betydning for de nye tyves interesse.
Han er dog ikke sikker på, at videoovervågningen ville have hjulpet.
– Som politiet siger, så havde tyvene jo sikkert bare taget masker på. Men vi er nødt til at forsøge et eller andet, siger driftslederen.
Syd- og Sønderjyllands Politi tror ikke, at det er de samme gerningsmænd, der har været på spil. Man har dog ikke mange spor at gå efter.
– Det er meget begrænset, hvad der er af spor. Så vi er dybt afhængige af borgernes hjælp. Vi håber, at gerningsmændene ikke kan få afsat stolene, fordi der har været så meget fokus på tyveriet i medierne, siger Jens Rudbeck.
Fakta
>Sagen kort
Onsdag den 24. februar blev 150 Arne Jacobsen stole af mærket 7’eren stjålet fra Haderslev Katedralskole.
Få dage efter – tirsdag den 2. marts – fandt politiet frem til gerningsmændene. Det var tre mænd fra Haderslev og Vojens i alderen 18-19 år.
Ved anholdelsen fandt politiet 54 stole, og de resterende stole fandt man efterfølgende frem til hos en aftager i Vestjylland, der havde givet 50.000 kroner for dem.
Natten til i går var der igen indbrud på skolen, hvor 140-160 af den samme slags stole forsvandt.

Kommentar til artiklen

Login & køb af E-avis