Landsby opgiver købmand
GRIMSTRUP: Efter halvandet års arbejde på at få genåbnet købmandsbutikken i Grimstrup, giver arbejdsgruppen nu op.Bygningen er sat til salg, og borgerne blev i aftes orienteret om situationen på et borgermøde.
– Vi må erkende, at tiden ikke er til at starte butik i en lille by. Realkreditinstitutterne har ikke villet låne os pengene, og vi har ikke haft tilstrækkeligt med reelle ansøgere. Det har været et krav, at en eventuel købmand skulle være medfinansierende, og det ønske har ikke været muligt at få opfyldt, siger Emma Thrane fra arbejdsgruppen.
Samtidig har gruppen taget udviklingen i de nærliggende landsbyer til efterretning.
I Endrup og Billum er dagligvarebutikker for nyligt blevet lukket, og i Hunderup-Sejstrup har man måttet kæmpe for at holde budgettet.
– Folk køber ind i discountbutikkerne eller de store supermarkeder i byerne, hvor de arbejder, og det bliver også mere udbredt at handle på nettet, siger Emma Thrane.
Byens borgere støttede projektet ved at købe anparter for i alt ca. 240.000 kr., og pengene bliver nu tilbagebetalt til anpartshaverne.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






