SønderjyskE-trio tygger på fremtiden
FODBOLD: Tre af profilerne på SønderjyskE’s superligahold går en usikker fremtid i møde.Morten Bertolt, Michael Stryger og Michael Larsen har alle kontraktudløb til sommer, men ingen af dem ved endnu, hvad der skal ske.
Morten Bertolt er gået fra en stamplads til en bænkplads, og det har ikke gjort udsigterne til en SønderjyskE-fremtid lysere.
– Jeg er da begyndt at indstille mig på, at det meget vel kan være slut i SønderjyskE til sommer, men jeg har en agent til at tage sig af den slags, og han har da lovet mig, at jeg i hvert fald ikke kommer til at gå arbejdsløs, siger Morten Bertolt, der er startet ude i de to første forårskampe.
Michael Stryger var lige på trapperne til at forlænge sin kontrakt med sønderjyderne, da Jacob Gregersen gik som sportsdirektør, men er vilkårene fortsat de samme, er Stryger klar til at forlænge opholdet i Haderslev-klubben.
– Nu skal vi have et møde i næste uge, og så må vi se, hvordan det ser ud. Hvis de tilbyder det samme, som »Gaxe« stillede op for mig, så ser det fint ud. Men det får jeg forhåbentligt svar på i næste uge, siger Michael Stryger.
Michael Larsen var skadet det meste af efteråret, men er – bortset fra en forvredet ankel i weekenden – klar igen, og han håber, at kontrakten med SønderjyskE bliver forlænget.
– Jeg har haft en snak med trænerne, og de vil gerne beholde mig. Jeg skulle til at snakke med »Gaxe«, men så gik han jo, så nu må vi se. Men jeg er åben for at blive, og så må vi se om ikke, vi kan blive enige, siger Michael Larsen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




