TIMEDOTS - LILLE PRODUCENT MED STOR KREATIVITET
URPRODUKTION: I 1999 gik Thomas Birkebæk på Haderslev Handelsskole og fik tilbuddet om at starte egen virksomhed gennem Young Enterprise. Thomas og hans daværende kompagnoner greb chancen og vandt DM i Young Enterprise. I dag har Thomas succés med produktion og salg af vægure og vil på sigt sælge internationalt med firmaet Timedots. VOJENS/BERLIN: Thomas Birkebæk stræber efter at være den største producent i Norden inden for design-vægure med sit firma, der hedder Timedots, og han er allerede godt på vej. Thomas er først ved at åbne et salgskontor i Berlin, hvor han selv styrer arbejdet med at modtage bestillinger. Han vil arbejde på at få bestillinger fra hele verden. Ordrerne på urene tikker ind over Internettet på Timedots, hvor der er døgnåbent.- Vi kan allerede nu betjene hele Verden med vores engelske version af Internetbutikken. Hvis vi for alvor skal betjene mere end Skandinavien, Tyskland og de engelsk-talende lande, skal vi også have en spansk, fransk og kinesisk version af butikken på hjemmesiden, fortæller Thomas, der i øvrigt kan se sit firma vokse måned for måned. Han har allerede opnået et salg på omkring 2500 ure..
PRODUKTET
Timedots, som virksomheden hedder i dag, har i øjeblikket ét produkt ”Flextime”, der dog kan fås i mange variationer. Der er ikke planer om flere produkter, men der skal til gengæld tilbydes endnu flere varianter af det nuværende Flextime vægur. Der arbejdes endda på at producere et ur, der er flere kvadratmeter stort. Flextime vægur kan kunden selv være med til at designe ved at bestemme størrelse, farve og antal af tidsprikker. (Uret kan ses på billedet).
Uret er dyrt at fremstille, men fordi detailleddet springes over, kan urene sælges til en fornuftig pris.
FAR HJÆLPER
Thomas’ far, Ole Birkebæk, er ejer af firmaet og hjælper med lager, forsendelse, økonomi og med at samle urene hjemme i Vojens, medens Thomas arbejder fra Berlin.
KVALITET FREM FOR KVANTITET
Med sit produkt går Thomas ind for en høj dansk kvalitet, individuelt design og god kundeservice. Han har i den forbindelse besluttet at takke nej til et tilbud fra en urfabrikant i Taiwan, fordi de i Taiwan ikke kunne tilbyde en ordentlig kvalitet, der svarede til den danske standard.
TOP 5 PÅ GOOGLE
- Vores strategi er, at vi vil være top fem på den internationale Google søgemaskine inden for ”vægur”. På nuværende tidspunkt er Timedots i top 3 på Google Danmark. På andre søgemaskiner i Danmark er vi nummer ét, siger Thomas.
AFSLUTTER STUDIET I BERLIN
Thomas Birkebæk læser økonomi og sprog ved Syddansk Universitet i Kolding ved siden af virksomhedsdriften. Han har netop afsluttet et studieophold ved Teknisk Universitet i Berlin.
Han valgte at gøre sin uddannelse færdig fra Berlin, fordi byen havde givet et godt indtryk på ham.
PRIVAT OG ERHVERV
- Jeg vil gerne appellere til både private og erhvervskunder. Ind til videre har vi solgt til Erhvervsministeriet, Retten i Odense, Vejle Musikteater, Det Kongelige Bibliotek og Sydbank samt mange andre virksomheder og institutioner, fortæller Thomas.
FREMTIDEN
Timedots satser på at tiltrække flere erhvervskunder og på at blive den største vægurproducent i Norden ligesom internetbutikken skal kunne betjenes kunder fra hele verden over. Kundeservicen skal også udvides, sådan at kunden kan hyre firmaet (Timedots) til at montere uret på væggen.
- Det er nu ti år siden, jeg påbegyndte projektet, og det har været nogle gode og lærerige år. Vi er en lille producent med stor kreativitet, hvorfor vi hele tiden skal være opmærksomme på produktionsomkostningerne. Jeg mener, at Timedots har det rigtige produkt og den rigtige strategi, til at kunne vokse sig stor. Kun tiden kan vise, om jeg har ret, slutter Thomas.
PÅ BILLEDET
Thomas Birkebæk er i færd med at montere Timedots’ vægur hos Vejle Musikteater.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




