Uddannelse: Unge smider håndklædet i ringen for hurtigt
Opgivende: Syddanske unge er dårligere til at bide tænderne sammen og kæmpe videre i strid modvind.I hvert fald når det gælder om at gennemføre en uddannelse på universitetet.
I alt afbryder 18 procent af de studerende på Syddansk Universitet en uddannelse uden at komme i gang igen, mens tallet på landsplan blot er 12 procent.
Det er særligt unge fra hjem uden traditioner for uddannelser, der bidrager til den kedelige statistik.
– Vi kan se på vores registerdata, at vi har flere studerende i vores region, som falder helt fra, når de falder fra. De starter ikke igen på en ny uddannelse. Det er et større nederlag for dem. De har sværere ved at tænke i alternativer, og det er selvfølgelig, fordi vi bor i en region, hvor der er væsentlig færre, der har en understøttende familie – i hvert fald, når vi snakker uddannelse, siger studiechef Per Andersen fra Syddansk Universitet.
Med andre ord går syddanske unge oftere helt i stå, når de stopper på en uddannelse.
Og når vi samtidig ved, at det er sværere få syddanske unge til i det hele taget at åbne skolebøgerne, er der grund til at tage arbejdshandskerne på, mener Per Andersen.
Han roser initiativet i den syddanske uddannelsesaftale, der skal få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse, men mener ikke, at indsatsen er tilstrækkelig.
– Vi synes problemet med uddannelsesaftalen er, at den i høj grad er fokuseret på ungdomsuddannelserne, og vi synes simpelthen, at man glemmer den meget vigtige del, som er os, siger han.
Formand for Syddansk Uddannelsesaftale Mogens Kragh Andersen vedkender sig, at fokus ikke er på de videregående uddannelser i den netop indgåede aftale.
– Den uddannelsesaftale vi har lavet går på ungdomsuddannelsesniveau, men vi er helt enige i, at målsætningen om at 50 procent af alle unge skal have en videregående uddannelse også er et fokus, siger Mogens Kragh Andersen, der også er direktør for SOSU Fyn.
Giver op
På landsplan afbryder 12 procent af de unge en uddannelse uden efterfølgende at komme i gang med ny uddannelse. For studerende på Syddansk Universitet er andelen 18 procent.
SDU har lavet en registerkørsel på de studerendes status, der viser, at 42 procent af de unge med lavtuddannede forældre havde afbrudt deres uddannelse, mens det kun galt for 11 procent af de studerende med højtuddannede forældre.
Syddansk aftale
Region Syddanmark har bevilget 80 millioner kroner over fire år til at få flere unge igennem uddannelsessystemet.
Både institutioner og arbejdsgivere er med i den omfattende aftale, der har en række indsatsområder.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




