Kerry Harm Nielsen er en utrolig glad galleriejer for tiden. Her står han ved det værk af Anna Sørensen, som Statens Kunstfond købte.
Statens Kunstfond købte i Kant
ESBJERG: 15 minutter.Længere tid skulle Erik Steffensen, Hjördis Haack og Jesper Rasmussen ikke bruge i Galleri Kant i Esbjerg før de hev læderet op af lommen og lagde ikke mindre end 40.000 kroner for to værker, der var udstillet i galleriet.
De tre personer kommer alle fra Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg, og det er sjældent, at de lægger vejen forbi disse kanter.
– Jeg er selvfølgelig rigtig glad. Jeg er virkelig glad på kunstnernes vegne, og så er jeg meget glad for den anerkendelse, som det er, at Statens Kunstfond kommer forbi. Jeg kan ikke mindes, hvornår der sidst er solgt noget til Statens Kunstfond her fra området, så det er bare fedt, siger galleriejer Kerry Harm Nielsen.
To dygtige kunstnere
Statens Kunstfonds støttekriterium er kvaliteten af den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent. Den kvalitet har man fundet hos Anna Sørensen og Kirstine Vaaben, for det er nemlig værker fra de to kunstnere, som indkøberne er faldet for.
– Det er to meget dygtige kunstnere, så det er helt fortjent, siger Kerry Harm Nielsen, der åbnede Galleri Kant i Esbjerg 4. december sidste år, men har drevet galleri i Sønderho på Fanø i seks år.
At Statens Kunstfond så hurtigt efter åbningen besøgte galleriet i Esbjerg, glæder Kerry Harm Nielsen:
– Det er altså en stor anerkendelse. Det er jo ikke sådan, at man lige kan ringe og spørge, om de kommer forbi. Det er helt op til dem, og der er mange steder i Danmark, de kan vælge at besøge, så det betyder, at de har fundet udstillingerne interessante.
Kerry Harm Nielsen glæder sig ligeledes over, at værkerne nu for alvor kommer ud til den brede offentlighed:
– Det er jo blandt andet sådan, at de indkøbte værker fordeles hvert tredje år af Statens Kunstfond til institutioner, hvor der er offentlig adgang.
Statens Kunstfond
Fonden skal virke til fremme af dansk skabende kunst. Fondens midler anvendes til følgende formål:
Ydelser til kunstnere samt indkøb af billedkunst, kunsthåndværk og design. Billedkunstneriske opgaver i og ved bygninger og anlæg, hvor offentligheden har adgang. Andre foranstaltninger, der er egnede til at opfylde fondens formål: Støtte til efterladte efter kunstnere.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






