Fiskeeksporten Aurora Esbjerg A/S har fået ændret selskabets status fra at være i betalingsstandsning til at være et selskab under konkurs.
Fiske-eksporten Aurora Esbjerg er nu konkurs
KONKURS: Fiskeeksporten Aurora Esbjerg A/S har fået ændret selskabets status fra at være i betalingsstandsning til at være et selskab under konkurs.Det bekræfter Kammeradvokaten overfor JydskeVestkysten, efter at Skifteretten ved Retten i Esbjerg nu har afsagt konkursdekret over selskabet, som kun nåede at være i betalingsstandsning i et par uger.
Det er således ikke lykkedes for bestyrelsesformand Arne Kartin Olsen og de to ledende medarbejdere, familiemedlemmerne Gisle Olsen og Jon Gunnarsen, at rekonstruere selskabet, og godt og vel 100 medarbejdere mister deres arbejdspladser på lokaliteterne i Vesterhavsgade og på Læssevejen på havnen.
I sidste måned blev de tilknyttede selskaber J.G. Trading A/S, J.G. Trading A/S af 2003 og Nova Salmon ApS erklæret konkurs, og i den forbindelse blev der meddelt en betalingsstandsning for Fiskeselskabet Aurora Esbjerg A/S med beskikket tilsyn ved advokat Erik Laigaard, Dahl. Tirsdag blev selskabet imidlertid erklæret konkurs.
JydskeVestkysten erfarer, at der er anmeldt kreditorkrav på rundt regnet ti mio. kr. mod Fiskeeksporten Aurora Esbjerg A/S, hvoraf Skat tegner sig for de knap to mio. kr. Der er således samlet set tilgodehavender for lidt mere end 40 mio. kr. i de fire selskaber. Skat har i alt ca. 12 mio. kr. til gode, og derudover er der bl.a. tale om betydelige lønmodtagerkrav, krav fra stribevis af simple kreditorer samt gæld til bankforbindelsen Sydbank og selskabet Coface, der bl.a. yder lån mod sikkerhed i fakturaer. De to sidstnævnte kreditorer har begge tinglyst virksomhedspant i Fiskeeksporten Aurora Esbjerg, og har dermed fortrin frem for almindelige fordringer.
Kurator i de fire konkursede selskaber er advokat Boris K. Frederiksen fra advokatfirmaet Poul Schmidt, også kendt som statens advokat, Kammeradvokaten, som i sin tid blev udpeget til at udrede trådene i svindelsagen om Stein Bagger og IT Factory.
Virksomheden
Aurora har eksisteret siden 1903 og blev for to år siden købt af J.G. Trading. Firmaet forarbejder fersk og røget laks samt panerede fiskeprodukter. Der er også drevet røgeri i Haderslev, som også er lukket. I sidste måned var 100 medarbejdere ansat, og i højsæsonen beskæftigede man omkring 200 ansatte.
Ifølge bestyrelsesformand Arne K. Olsen kom Fiskeeksporten Aurora Esbjerg A/S i vanskeligheder, fordi det har lånt penge til de andre konkursramte selskaber. For at redde selskabet skulle der tilføres mindst fem mio. kr.
?
Regnskab
Fiskeeksporten Aurora A/S opnåede for regnskabsåret 2009 et overskud på 1,6 mio. kr., og egenkapitalen var på 3,6 mio. kr.
En redegørelse fra Kammeradvokaten over selskaberne J.G. Trading A/S, J.G. Trading A/S af 2003 og Nova Salmon ApS viser, at selskaberne stort set ikke indeholder aktiver. Ingen likvide midler, driftsmidler er behæftet med virksomhedspant og varelager og en Kia Sports Van er fuldt behæftet. Eneste aktiv er en VW Transporter og debitorudestående for skønsmæssigt i alt 75.000 kr.
Virksomheden
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






