KIF fik i lørdagens kamp mod Barcelona fantastisk hjælp fra 3000 ellevilde tilskuere i Kolding-Hallen. Spørgsmålet er, om koldingenserne kan få samme fordel mod Montpellier, når kampen skal spilles i Århus.
KIF går glip af hjemmebanefordel
HÅNDBOLD: KIF Koldings danske håndboldmestre bliver svækket i bestræbelserne på at kvalificere sig til kvartfinalen i Champions League, og klubbens trofaste tilskuere må tage helt til Århus, hvis de vil se hjemmekampen mod Montpellier med verdens stærkeste håndboldspiller, Nikola Karabatic.Årsagen er, at Kolding-Hallerne den 27. marts, hvor kampen mod Montpellier skal spilles, er optaget af DM i brydning for ungdom. Og KIF er derfor blevet nødt til at flytte Champions League-opgøret fra den normalt så skræmmende kulisse i Kolding og til Arenaen i Århus.
– Det er utrolig ærgerligt at skulle væk fra vores egen hal. Det nedsætter vores sportslige muligheder, og det nedsætter vores muligheder for at servicere vores faste sæsonkort holdere og sponsorer og andre faste gæster, men kendsgerningerne må vi respektere og så vil vi gøre alt for at lave en håndboldfest i Århus denne dag, siger KIF-direktør Jens Boesen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




