Hotel Norden får en bøde på 20.000 kroner for sjusk med og mangelfuld håndtering af fødevarer.
Fedtet komfur, gulv, hylder og indtørrede madrester:
Hotel Norden får bøde på 20.000 kroner
Klamt: Den var helt gal med både rengøringen og opbevaringen af maden, da Fødevareregion Syd forleden kiggede forbi Hotel Norden i Storegade.Køkkenet bar ifølge Fødevarestyrelsen præg af manglende rengøring. Både ovn, komfur, bord, ventilator, gulv og hylder var fedtede og snavsede, og på gulvristen lå der rester af indtørrede fødevarer.
Samtidig blev sovs, oksestege og skinke kasseret, da det efter tilberedelse ikke blev opbevaret under de rette temperaturer. Skrællerede kartofler var desuden placeret i en beholder til madaffald.
Ifølge Eva Rosenørn, sektionsleder i Fødevarestyrelsens afdeling i Haderslev, kan det have alvorlige konsekvenser for de personer, der spiser mad, som ikke er opbevaret under de rette forhold.
– Fødevarer opbevaret ved for høje temperaturer kan udvikle bakterier, der blandt andet kan være sygdomsfremkaldende, forklarer Eva Rosenørn.
Lars Kudsk, der er direktør på Hotel Norden, betegner sagen som en storm i et glas vand.
Han forklarer, at han siden sin tiltrædelse for et par uger siden har været i gang med et større renoveringsarbejde for at få orden i tingene.
Hvad angår opbevaringen af fødevarerne ved forkerte temperaturer, siger direktøren:
– Køkkenchefen havde meget travlt, da kontrollen kom, og så var køkkenet underbemandet på grund af sygdom. Men i en virksomhed, der har at gøre med fødevarer, skal der selvfølgelig være styr tingene.
Lars Kudsk vil nu i dialog med Fødevarestyrelsen for at undgå lignende episoder.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






