Prisen på træ forventes at stige voldsomt. En del af forklaringen er, at den svenske krone bliver dyrere.
Terrassen bliver dyrere: Voldsom prisstigning på træ forude
Dyrere træ: Hvis du er en af de mange husejere, som barsler med planer om at bygge en ny træterrasse til sommer, kan der være god grund til at komme ud af busken og få købt træet snart.Priserne på træ ventes nemlig at stige voldsomt i løbet af i år. Det fortæller indkøbeschef ved Davidsens Tømmerhandel i Vojens, John Gøbel, til jv.dk.
Præcis hvor stor priststigningen bliver, kan han ikke sige noget om. Men han peger på tre forklaringer på den.
- Vi havde en downperiode, hvor vi havde en masse stormfald. Så skal man have brugt træet inden for en periode, fordi det ikke kan tåle at ligge for længe. Men efterhånden som det er væk, stiger priserne, forklarer John Gøbel.
En anden forklaring er, at den svenske krone er blevet mere værd. Sidste år ved denne tid stod 100 svenske kroner i 66 – 67 danske kroner. Nu er den svenske krone oppe på kurs 76,57.
- Der er kommet mange store sammenslutninger af savværker i Sverige, fordi mange af de små værker har haft det svært. De har haft blodrøde tal på bundlinjen. Og det er selvfølgelig nemmere at snakke sammen fem mand end 50 mand, siger indkøbschefen, som dog ikke vil tage ordet karteldannelse i sin mund.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






