Jacob Møller Justesen er klar til at rykke ud i dit hjem og kokkerere til en værdi af 12.000 kroner. Hvis altså du placerer dig som nummer to i det forestående aktiespil.
Justesen skal forkæle børshajer
VARDE: Sølvmedaljen i Sydbank og JydskeVestkystens nye online-aktiespil, der lægger fra start i næste uge, indkasserer en uforglemmelig oplevelse for smagsløgene. Præmien er en middag for 12 i eget hjem, kreeret af Varde-kokken Jacob Møller Justesen, fra restauranten af samme navn ved Varde Golfbaner.– Hvad menuen bliver, vil jeg finde ud af sammen med vinderen. Der er jo forskel på, om det er 12 mænd eller 12 kvinder, der skal feste, siger Jacob Møller Justesen, og fortsætter:
– Jeg vil tale med vinderen, så finder vi ud af det. Det kan jo også være, at vinderen hellere vil bruge gevinsten som en rabat, hvis der står en stor fest for døren.
For så vidt vil mesterkokken også være mand for at kreere en middag til to, til 12.000 kroner. Det vil bare kræve et voldsomt tilbehør af meget dyre vine, men det er Jacob Møller Justesen, der er i 2002 blev kåret som Danmarks Bedste Vintjener i Den Danske Spiseguide, også mand for.
Kokken bag sølvmiddagen har erfaring fra både Frankrig og Japan og var køkkenchef på Henne Kirkeby Kro i ti år, inden han i 2002 åbnede »Sillasens Hus« på Torvet i Varde.
Spisestedet, som hurtigt blev et tilløbsstykke, blev dog også snart for lille for ambitionerne, især i kraft af de mange bestillinger på mad til fester og arrangementer ud af huset. Derfor rykkede Jacob Møller Justesen sidste år ind i nye lokaler ved golfbanen i Varde, hvor han nu driver frokostrestaurant, med aftenmenu tirsdag til torsdag og et stort køkken, der kan klare de mange bestillingsopgaver.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






