Over otte dage sad Thomas Kjær Pedersen hver aften i over to timer i den frostklare nat i carporten i termotøj for at pågribe gerningsmanden på fersk gerning.
Politiet advarer: Lad dig ikke friste til selvtægt
KØLLEVOLD: Selvtægtssagen fra Riis Toft i Kolding, hvor den 36-årige Thomas Kjær Pedersen angreb en 64-årig hærværksmand fra Christiansfeld-egnen med en kølle, har ingen fortilfælde i Kolding.Men til gengæld tror vicepolitikommissær Ove Brix Therkildsen, Kolding, at det ikke bliver sidste gang, at borgerne kommer til at høre om selvtægt.
Men han advarer samtidig kraftigt imod at skride til selvtægt og lade sig friste af at benytte våben eller peberspray, hvis man har sådanne liggende indenfor hjemmets fire vægge.
- Det er en overtrædelse af våbenloven og ulovligt. Dommen fra retten i mandags taler sit tydelige sprog. Ganske vist var den 36-årige frustreret og følte afmagt over de mange hærværk på hans biler, men han går for vidt, da han anskaffede køllen, stod på lur i carporten og slog hærværksmanden flere gange. Ingen kender sig selv, hvis vi er bange og ekstremt presset. Derfor skal man ikke lade sig friste af, at have peberspray, køller og skydevåben liggende i private hjem. For bringes disse våben til anvendelse under en selvtægt, ja, så dømmes man. Har man derimod ikke tingene liggende, kan man jo heller ikke fristes til at bruge dem. Alle har selvfølgelig ret til at forsvare sig, men forsvaret skal stå i forhold til den hændelse man er udsat for, lyder det fra Ove Brix Therkildsen.
Det er hans erfaring, at flere og flere danskere investerer i tryghed i private hjem ved installering af videoovervågning og tyverialarmer.
Men han mener samtidig, at det er de færreste, som tør angribe en gerningsmand, som tilfældet var med Thomas Kjær Pedersen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis








