Hvor blev respekten dog af....?

Jeg var den 26 feb til koncert med min lillesøster på tobakken i Esbjerg. Min lillesøster er svagtseende legaliseret blind, samt lettere hjerneskadet af en svulst. Som følge deraf, går hun med stok, samt badges. Nu ville jeg jo mene, at en sådan stok, som alle nok har set, ikke er til at undgå at lægge mærke til, endsige mærke, hvis man går ind foran den. Her snakker jeg så pænt af erfaring, det skulle prøves..

Målet var Rasmus Seebach koncerten, jeg havde i forvejen snakket med tobakken, som havde reserveret pladser mhb min søsters handicap, så da vi ankom til tobakken, fortalte jeg at vi havde ledsagerkort samt reserverede pladser. Vi blev vist ned i den anden ende af hallen, som følgelig allerede var proppet med mennesker, en kamp at komme igennem, især da jeg prikkede en dame på skulderen, og spurgte om vi måtte komme forbi, og responsen var en skideballe på størrelse med Titanic-katastrofen. Selv det faktum at min søster havde stokken fremme, og jeg fungerede som ledsager havde ingen effekt.

Vi kom med nød igennem til den anden ende, for blot at blive vist tilbage til den ende vi kom fra, blot via 1 repos. Vi fik henvist et hjørne, hvor der sad tre kørestole samt to klapstole. Problemet var blot, at med min søsters synshandicap, ville hun intet få ud af koncerten, og hun var grædefærdig, klar til at forlade koncerten..

Jeg pointerede for en medarbejder, at det ikke kunne være vores pladser, men han stod fast på sit, det var de eneste handicap-pladser der var, en lille firkant, mindre end halvdelen af turistkontorets gulvplads.

Jeg blev ærligt talt en smule harm på vegne af min søster, så hev hendes ledsagerkort frem, og bad den unge mand om at tjekke med en der vidste bedre, hvor vi skulle sidde. Det viste sig så, at vi var ventet ovenpå, til perfekte pladser for hendes synsfelt.

Hun nød koncerten, fik fuldt udbytte af den, og tiden kom til at få en autograf bagefter.... Men men.. Hvis kampen derind var slem, skal jeg love for at ordet "krigstilstand" fik en helt anden betydning for mig. Jeg, stadig med min søster ved min side, som gik med sin cd, og et håb om at kunne nå frem, fik at vide af tobakkens medarbejdere, at vi blot skulle stille os bagerst og vente, så skulle vi nok komme til. Flere og flere kom til, skubbede til os, til stokken, et par stykker trådte på spidsen af den, sparkede til min søsters ankel, det værste var, at eftersom jeg har mit fulde syn, så jeg mere hvad der skete, end min søster gjorde. Det resulterede i et vældigt trist og mut sind fra min side, da jeg kun kunne se flere og flere masse sig ind foran os. Vi holdt os bagved som pointeret flere gange, da han pludselig valgte at gå. Vi stod i den side som han gik ud, og idet han kom forbi blev jeg puffet i ryggen, hvilket resultered i en næve i min brystkasse fra en meget stram dame der sleb afsted med Rasmus. Hun ramte min søsters stok efterfølgende, og min lillesøster var grædefærdig...

Vi gik derfra, jeg rystende af harme over folks manglende respekt for de handicappede, min lillesøster med tårer i øjnene, mut ansigt, og en lyst til at smide hans cd i havnen, hvilken hun iøvrigt ikke har hørt siden, til trods for hendes store kærlighed til hans musik.

Dagen efter var vi til arrangement på musikhuset, og igen samme problem, men folk der pænt og overlegent gik ind foran stokken, skal lige siges jeg var afsted med både min lillesøster, samt hendes veninde der har et værre syn end min søster, dermed fungerede jeg som ledsager for to, men de gik med hinanden i armen. Min søster har gået med stok i 10 år nu, hun ved hvor hun går, men når folk er ligeglade, og vælger at overse hendes stok, samt handicap, mens jeg ser på, bliver jeg så frustreret og vred, at jeg tænker, Hvor Blev Respekten Dog Af???!

Jeg kan kun være glad for, at min søster kun oplever en brøkdel af hvad jeg ser, for kunne hun se den behandling, og ligegyldighed hun blev udsat for, kan jeg slet ikke forestille mig hvordan det ville tynge hende så meget, at hendes psyke ville blive påvirket af det..

Trist....