Erling på 83 år har kørt Lada i de sidste 30 år. Her ses han med en af de sidste Lada'er, der er blevet solgt i Danmark. Den sidste fabriksnye vogn rullede ud fra importøren i Kolding for mere end to år siden.
Slut med Lada-biler til danskerne
En epoke er slut: Hvor mange arbejder der på en Lada fabrik?To: Èn til at klippe, og én til at klistre.
Men fremover får de to fabriksmedarbejdere mindre at lave. De skal nemlig ikke længere klistre biler sammen til Danmark.
Der er ikke solgt en eneste Lada i Danmark i over to år. Og det tager den danske importør i Kolding nu konsekvensen af. Han lukker butikken.
– Vi har truffet den naturlige beslutning, eftersom der ikke længere er noget salg. Det har der ikke været i mange år, siger Per Temmesen, som er direktør for Lada Danmark A/S.
Gennem årtier er den russiske Lada blevet gjort til grin og har været udsat for diverse vittigheder – og det ikke helt uden grund.
En stiv kasse
Per Temmesen mener, der er flere årsager til, at danskerne ikke vil køre rundt i en Lada.
– Rent teknologisk er de ikke på niveau med vestlige biler, og rent sikkerhedsmæssigt er de heller ikke på niveau med det danskerne efterspørger.
Samtidig har de priser, vi har kunnet få bilerne til, været alt for høje til det danske marked, siger Per Temmesen.
I dag kører 1008 Ladaer rundt på de danske veje. 831 af dem er mere end ti år gamle.
Tidligere Lada-forhandler Niels H. Madsen fra Tornum Auto i Vejen Kommune fortæller, at Lada var en god bil.
– Før 2000 var det faktisk en god bil til en fornuftig pris. Det var nogle stive kasser at køre rundt i. Men de var knokkelstærke, siger han.
Niels H. Madsen tror, det var bilens østeuropæiske udseende, der var skyld i de mange vittigheder.
– Jeg kender dem alle: Hvad er forskellen på en Lada og en gummiged. På gummigeden sidder skovlen udvendig, og i Ladaen sidder den inde i bilen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




