Simioni: Vores bedste kamp i flere måneder
ISHOCKEY - JV I HØRSHOLM: SønderjyskE's cheftræner Mario Simioni var meget tilfreds med sit holds præstation mandag aften i Hørsholm Skøjtehal, hvor Rungsted blev slået 6-2.- Jeg vil sige, at det var vores bedste kamp i flere måneder. Selvfølgelig blev der lavet fejl undervejs, men der blev kæmpet hårdt i hvert eneste skifte - og det kan vi virkelig bruge til noget, mente Simioni, der naturligvis også glædede sig over, at hans hold fik udlignet til 1-1 i kvartfinaleserien.
- Men det er stadig masser af hårdt arbejde for at komme i en semifinale. Vi kan ikke bare sige, at nu vinder vi serien med 4-1. Den hopper jeg ikke med på, understregede Simioni.
SønderjyskE's Daryl Andrews fik matchstraf i tredje af kampen og står nu til karantæne, men den dom forstod hverken Andrews eller Simioni.
- Deres mand skubber mig ind i vores egen målmand, og så skubber jeg ham væk. Det var aldrig en matchstraf. Det var virkelig en fejldom, mente Andrews.
Simioni kaldte kendelsen latterlig:
- Det er helt hen i vejret. Og det tror jeg også godt dommerne og bedømmeren kan se nu bagefter.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




