Jette og René valgte at få to handikappede børn

hurtig adoption: På to år har Jette og René Møller fra Vejen adopteret to kinesiske børn med læbegummespalte. Hvis de havde valgt sunde og raske børn, havde de stadig ikke fået nogen.

En kuvert med et billede af en lille mørkhåret pige med et stort hul fra overlæbe til næse ventede den 1. maj 2007 på at blive åbnet hos familien Møller i Vejen.

René Møller havde lagt brevet på køkkenbordet og ventede bare på, at hans kone Jette kom hjem fra arbejde.

Efter at have set billedet af den lille kinesiske pige og læst hendes papirer, havde René og Jette nu 24 timer til at vurdere, om de ville adoptere hende.

Efter 16 års forgæves kamp for at blive gravide, 12 inseminationer og tre aborter, var René og Jette ikke i tvivl.

Hende skulle de bare have.

Parret havde dog svært ved at fokusere på andet end det store hul, pigen havde under næsen, og for at abstrahere fra det, dækkede de hullet på billedet med en finger.

– Hun var ikke særlig pæn, og vi overvejede meget, om det var noget, vi ville se hele tiden, men vi lægger slet ikke mærke til det længere, siger Jette.

Almindelig familie
I dag løber den lille pige Maja og hendes yngre bror Mads rundt mellem deres forældre i Vejen.

De hiver hele tiden i Jette og René for at få deres opmærksomhed. Til sidst får børnene lokket dem med ind i stuen for at lege.

Familiens to gravhunde vil også være med. Den ene slikker Mads i hovedet. Lige på det ar, som han har mellem læbe og næse.

– Vi skulle have gjort det for mange år siden. De er jordens sjoveste, klogeste og dejligste børn. Og vi elsker dem, siger René.

– Det er skønt at være forældre. Vi er en helt almindelig familie. Vores hverdag er som alle andres – med bleer, tøjvask og madpakker. Der er ingen problemer. Det eneste, der har været, er at Mads ikke kan suge af sugerør, fortæller Jette.

Ventetiden
Den 11. april 2006 kom Jette og René på adoptionslisten hos AC Børnehjælp.

Efter et år kunne de se, at ventetiderne på børn fra Kina blev længere og længere. Ventetiden var steget fra omkring ni måneder til to år.

Derfor søgte René og Jette om udvidet godkendelse, så de også kunne adoptere børn med læbegummespalte.

I måned efter blev de godkendt, og samme dag fik de brevet om Maja i postkassen.

– Hvis vi havde ventet tålmodigt, havde vi først fået et barn i forslag i mandags. Hvis vi havde været sidst i tyverne, havde vi nok slået koldt vand i blodet og ventet. Men det var både på grund af vores alder og ventetiden at vi valgte at søge et handicappet barn, fortæller René.

Jette fortæller, at det var mødet med et vennepars adoptivsøn med læbegummespalte, der gjorde udslaget.

– Nå, er det bare det, sagde vi. Han er en lækker, kvik og sød dreng. Det var overhovedet ikke noget, der skræmte os. Tværtimod. Jeg tror, det kræver, at man kender nogen, ellers er det svært at forstille sig andet end problemer, siger Jette.

Velfungerende børn
Et halvt år efter, at René og Jette har adopteret Maja, begynder de forfra med adoption af et nyt barn.

Fra starten vælger de at søge et handicappet barn. Denne gang siger de også ja, til at få et barn med hjertefejl, da de havde hørt om nogle danskere, der havde fået et barn med et hul i hjertet. Men som voksede sammen igen.

Parret siger dog nej til store fysiske handicap og hepatitis b og manglende arme og lignende.

Det var vigtigt for René og Jette, at børnene er velfungerende og ikke skal tage medicin resten af deres liv.

– Vi overvejede meget, om det var noget, vi kunne leve med. Men det vigtigste for os, var at hovedet fungerede, og at de kunne være sociale, siger Jette, mens Mads og Maja sidder ved køkkenbordet og tegner.

Farveblyanterne ligger ud over hele bordet, og hurtigt bliver børnene uenige om, hvilke farveblyanter der tilhører hvem – ligesom andre søskende.