Hare på vildspor

Her nord for grænsen forbinder vi påsken med påskeliljer, æg og små gule kyllinger. Det er en del af vores påsketraditioner. Syd for grænsen har de påskeharen, der har næsten samme status som julemanden.Påskeæg har de da også, og jeg har altid haft svært ved at forbinde en hare med fugleæg. De sidste par uger har jeg måttet revidere min opfattelse lidt. Jeg opdagede en sen aften, at der nede på plænen var noget, der bevægede sig lige der, hvor jeg havde kastet nogle halvgamle æbler ned til solsortene. Det var en mørk plamage, der var i bevægelse, og pludselig kunne jeg se et par lange ører. En fugl var det altså ikke. Det var en hare, der var i fuld gang med om jeg så må sige at gøre kål på de lidt smattede æbler. Hvem har hørt om en hare, der spiser frugt ?

Næste morgen så jeg i sneen tydelige harespor, og æblerne var væk. Jeg iagttog haren flere aftener, men da så sneen endelig næsten forsvandt fra græsplænen, kunne jeg i mørket ikke få øje på den. I går aftes faldt der jo en masse sne igen, og jeg kunne pludselig se den. Men tage et billede af den kunne jeg ikke, selv om sneen lyser op

En hare søger føde i bymæssig, tæt bebyggelse og meget nær en befærdet vej. Det må være en meget sulten hare og en, der ikke kan finde tilbage til sit normale opholdssted, tænkte jeg. Det fik mig til at huske på den tyske påskehare. Nu bilder jeg mig ind, at denne hare er flygtet over grænsen, fordi den ikke vil være påskehare !

Spøg til side. Haren er en ganske almindelig, sulten hare, der ved et tilfælde er havnet i dette haveanlæg. I dag vil jeg så kaste kålblade ned til den, for det er jo nok noget, den bedre kan lide, og det tager fuglene næppe.

Haren skal være velkommen, men i længden er dette område vist ikke en god boligløsning for den. Når foråret vel så småt kommer i næste uge, kan den måske en nat finde tilbage til sin bolig nord eller syd for grænsen.