I år er det Ribes fødselsdag
RIBE: I år er det Ribes fødselsdag hele året, så hvad har været mere naturligt end at gøre det til temaet for årets Ribe by Night. Og hvis fødselsdagssangen skal synges, så kan det passende være fredag den 4. juni. Og sådan bliver det, for Martin Guldberg fra Den Ny Opera har lovet at synge for til arrangementet, hvor handelsstanden og foreningerne i fællesskab åbner for den store gavebod om aftenen.– Gavebod er det rigtige udtryk, for den aften er der så gode tilbud i alle butikker, så meget kan købes for en slik, er Lise Frederiksen fra komiteen bag arrangementet sikker på.
Musik, glæde og flag kommer sammen med vidt forskellige aktiviteter til at præge hele Ribes bymidte.
– Der bliver på Torvet forskellige former for indslag ved foreningerne. Den store scene sættes igen op på Skibbroen, hvor der bliver forskellig underholdning, og ved Tømmergangen placeres der et dansegulv. Her præsenteres en lang række former for danse fra danske folkedanse over sydamerikansk salsa til bl.a. amerikansk line dance.
Det fortæller Lise Frederiksen om programmet, der den kommende tid finpudses med indhold og klokkeslæt.
Det ligger også fast, at der er chance for at redde sig en gang varm kakao med bolle til. Og mon ikke det især er populært hos aftenens yngste deltagere
– Vi håber, at alle borgerne, og alle andre, der også holder af Ribe, vil være med til at gøre arrangementet til noget rigtig stort her i byens jubilæumsår, siger Lise Frederiksen fra arrangørerne.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis





