Cirkus El Jerbi har døgnåbent

HJEMME HOS 1: Der er gang i den 24 timer i døgnet hjemme hos Adel. Og specielt når hele familien er samlet. Men så befinder der sig også mindst otte mennesker og to papegøjer i stuen på Stengårdsvej. Og de fleste taler meget og meget højt. Inklusiv de to papegøjer Lotte og Anton, der har været en del af den palæstinensiske familie i seks år.

Denne torsdag aften er der otte familiemedlemmer hjemme på en gang. Så der bliver røget cigaretter og smidt nogle synspunkter på bordet. Og ud af en mobiltelefon strømmer der arabisk musik, barnebarnet Jenin går rundt og slår i stuebordet med en teske, og fra et af værelserne kan man høre lyden af et computerspil.

Kun den ældste datter Najwah , der bor i Århus, er ikke hjemme på Stengårdsvej. Til gengæld danser hun rundt på tv-skærmen, hvor hendes bryllupsvideo kører.

Normalt er det ellers nyheder på tv-kanalen Aljazeera, der er tændt for på det store tv i stuen, hvor far Mustapha regerer. Men familien råder over seks tv-apparater, så det er ikke det store problem.

– Jeg sover om dagen og ser fjernsyn om natten, fortæller Mustapha, der på grund af en arbejdsskade er førtidspensionist og har vendt om på nat og dag på grund af sin meget stærke smertestillende medicin.

– Jeg stammer fra Palæstina, men er født i Libanon, hvor der har været krig, siden jeg åbnede mine øjne for første gang. Da jeg var omkring 14 år, ville jeg gerne være soldat. Jeg synes, det var sejt at have et gevær, smiler Mustapha stille.

Han blev uddannet faldskærmssoldat under Arafat og blev gift med Asia i 1984. Efter et par år blev Mustapha mod sin vilje nødt til at forlade landet.

– En aften sad jeg og min svigerfar og røg vandpibe. Han tog min datter Najwahs hånd hen mod grillkullene, og selvfølgelig rev hun hånden til sig, fordi hun kunne mærke varmen. »Din datter er kun syv måneder, men hun er klogere end du er. Hun forstår at passe på sig selv«, sagde min svigerfar, der havde bedt os flygte hundrede gange.

I 1986 ankom den lille familie til Sandholmlejren.

Najwah er den eneste af de seks søskende, der ikke er født i Danmark.

– Hun var otte måneder, da vi kom her til, fortæller mor Asia.

– Ni måneder, siger Zaki.

– Otte måneder, lyder det igen fra Asia.

– Syv måneder og ti dage, siger Mustapha, der husker som en elefant.

Der bliver snakket og diskuteret på livet løs i Adels familie. Og det foregår på en blanding af arabisk og dansk tilsat en stor portion humor og lige så megen pæredansk ironi. Selvom der ikke hersker nogen tvivl om, at det er Mustapha, der familiens overhoved, er omgangstonen livlig og forholdet mellem børnene og forældrene synes meget ligeværdigt.

På spørgsmålet om det ikke er dejligt at have en stor familie, er svarene mange. Adel synes det er fedt, mens storesøster Nada, der er flyttet til Varde, ikke nødvendigvis er helt enig.

– Der er aldrig ro og fred. Jeg har været vildt flov over det engang. Over, at her er lige som i et cirkus.

– Jeg synes, vi har det hyggeligt, siger Eman.

– Især efter Zaki er flyttet hjemmefra, supplerer Mohammed med et smil.

Han og storebror Zaki sidder på kanten af stolen, fordi de er på vej ind til byen for at mødes med nogle venner.

– Jeg er hjemme på besøg hver dag, fortæller Zaki.

– Kun en halv time, brummer Mustapha.

– Jamen, jeg bliver rastløs, når jeg er her. Jeg skal bare ud, forklarer Zaki, der dog indrømmer, at han altid når at få noget at spise, når han aflægger sine korte visitter.

Der er nemlig altid mad på komfuret hjemme hos familien El Jerbi. Til gengæld sidder familien ikke ned og spiser et eneste måltid sammen. Når man bliver sulten går man ud i køkkenet til mor Aisa og får en tallerken mad.

Børnene får heller ikke et fast beløb i lommepenge, men får penge, når de har brug for dem. Og Adels penge forsvinder hurtigt ud af hænderne på ham.

– Han er simpelthen for gavmild, fortæller Eman.

– Han giver alle sine penge væk til sine venner. Eller køber noget til dem. Han giver dem også sin mad, hvis vi har mad med i skole, griner hun.

På Adels værelse står der en sofa ved siden af sengen. Her ligger Eman de fleste nætter og de to søskende ser fjernsyn og holder hinanden med selskab. Adels officielle sengetid er kl. 22, men det bliver sjældent overholdt. Og når de to yngste familiemedlemmer får besked på at slukke for fjernsynet, har de stadig et godt kort på hånden, fortæller Eman.

– Adel har en rigtig god fantasi. Han fortæller mange historier. Og de begynder alle med » Dengang vi ikke var født endnu og alle mennesker boede ude i skoven...«

Artiklen om Adels familie er den første i en række portrætter af de børn, der går i JydskeVestkystens adoptivklasse på Bakkeskolen i Esbjerg.