Beretning fra Chile: Det længste minut i mit liv

JORDSKÆLV: Chile blev lørdag morgen ramt af et voldsomt jordskælv, og den 21-årige Kristian Gregers Bruun fra Vejen oplevede det på tætteste hold.

Han bor og studerer i øjeblikket i Santiago de Chile på udveksling, og her beskriver han overfor jv.dk, hvordan han oplevede jordskælvet:

Jeg bor i en lejlighed i Santiago sammen med to andre danskere fra mit studie i Århus. Vi var i byen med andre udvekslingsstuderende, og vælger ved ca. halv tre-tiden at forlade vores venner på diskoteket for at tage hjem og sove.

Vi ligger os til i hver vores værelse, men var knapt faldet i søvn da jeg vågner på kanten af min seng, og kan føle at sengen sitrer kl. 03:33– det er ikke unormalt her.

Men pludselig blev jeg smidt ned på gulvet og en ubeskrivelig larm begyndte.

Jeg lå på gulvet og holdte fast i benene på min seng imens hele bygningen rystede, alle skabe og døre svingede, møblerne kurede rundt, klinkerne i badeværelserne og køkkenet smadrede og stort set alle vægge i lejligheden revnede.

Det føltes som om det varede en evighed, det længste minut i mit liv.

Man når at tænke mange forfærdelige tanker, og jeg var sikker på at hele bygningen ville styrte ned i hovedet på mig – jeg lå bare og ventede. Jeg havde fuldstændig mistet orienteringen og tænkte slet ikke på at løbe ud, for jeg anede ikke hvor noget var – det var totalt sort og larmen var ubeskrivelig skræmmende.

Da det stoppede løb jeg ud i gangen, hvor begge mine samboer hurtigt indfandt sig også, vi sikrede os at alle var okay, og kunne høre folk i bygningen råbe og løbe ud.

Vi gik ud på gaden til de andre og stod og ventede i en halv times tid på efterskælvene. Da der ikke kom nogle, og vi ikke kunne se skaderne i bygningen, fordi vi intet lys havde, gik vi ind igen og forsøgte at sove, men det var ikke helt let for der kom små rystelser hele tiden og ved halv syv tiden kom det første store efterskælv, som endnu engang fik os på benene.

Da det blev lyst, fik vi overblik over alle revnerne i væggene og de ødelagte badeværelser, og vi snakkede med viceværten som forklarede os katastrofens omfang.

Vi forsøgte febrilsk at få kontakt til vores familier i Danmark, men uden held – telefonnettet og internettet var nede og vi havde ingen strøm. Mirakuløst fik én af mine samboers søstre hul igennem i få minutter, først på formiddagen, og vi kunne berette at vi havde det godt alle tre.

Flere timer senere lykkedes det os at finde internet, ved en meget hjælpsom og rar chilensk dame her i byen, som er i familie med min ene sambo.

De sidste to døgn har været nogle af de mest surrealistiske i mit liv. Vi har haft omkring 50 efterskælv hvoraf det ene målte 4 richter og vækkede os søndag morgen.

Skaderne her i den del af Santiago som hedder Providencia, er minimale, men alle har desværre ikke været så heldige.

Vejene ud til vore campus er brast sammen, så i morgen, mandag, mødes vi alle udvekslingsstuderende ude ved Escuela Militar og arrangerer en indsamling til de hårdt ramte i de sydlige provinser.

Nu vil jeg gå i seng og se frem til den første rolige nat uden rystelser i to døgn.