På EUC-Vest er der rift om teambuildingskurser i skolens køkken. Deltagerne skal i hold frembringe en treretters menu, dække op og nyde deres egen middag.
På kursus med kniv og gaffel
På EUC-Vest er der rift om teambuildingskurser i skolens køkken. Deltagerne skal i hold frembringe en treretters menu, dække op og nyde deres egen middag. Rikke Frejo har netop sablet en champagneflaske for første gang i sit liv og hælder stolt op til sin kollega Poul Rasmussen, mens Helena Svejgaard i køkkenafdelingen lige når at spørge sin mand og kollega, Jørgen Svejgaard Nielsen, om han har husket at vaske hænder.33 kolleger fra Rambøll Olie og Gas har netop afsluttet det årlige afdelingsmøde og er blevet kørt til Gastronomisk Teambuilding, en aften med madlavning og hygge, som er blevet et af de meget efterspurgte kurser på EUC Vests hylder.
Jens Rosenville og Kjeld Andersen varmer op til at lave den italienske dessertkage tiramisu med et glas rødvin, mens travlheden breder sig, og det lykkes John Wægter at svide sin første pandefuld pinjekerner af.
Svend Tage Christoffersen har imens skåret sig, men fortsætter ufortrødent, nu bare med en latexhandske på sin blodige hånd.
- Teamspirit er ekstremt vigtigt for os, fordi vi hovedsageligt arbejder i projektgrupper. Nogle gange 2-3 sammen, andre gange ti, så det her er den ultimative træning i at arbejde sammen, og madlavning er der i hvert fald mange af os, der ikke er vant til, siger afdelingsleder Henrik Møller. Til daglig koncentrerer han og kollegerne, der hovedsageligt er mænd og næsten alle ingeniører, sig om at konstruere bærende stålkonstruktioner til olie- og gasudvindingen i Nordsøen.
- Jeg hader at lave mad, siger Jørgen Svejgaard Nielsen, og Helena giver ham ret:
Jeg hader at lave mad- Til gengæld er han god til at spise det, men han husker også altid at rose min mad, siger hun.
Da Helena begyndte hos Rambøll Olie og Gas for 18 år siden, var hun den eneste, kvindelige ingeniør i afdelingen. Nu er de en lille håndfuld.
I hver sin ende af køkkenet er Søren Risvig og Kenneth Guldager i gang med en af aftenens indlagte konkurrencer: at tournere gulerødder. Tournering betyder at skære grønsager i ensartet form, og én i hver af de fem grupper skal skære fire gulerodsstykker som en oliven og i fuldstændig ens størrelse. Søren og Kenneth har valgt hver sin strategi. Søren koncentrerer sig om fire gulerodsstykker, som han finpudser ned i detaljen. Kenneth er i gang med sin syvende og satser på, at bare han skærer mange nok, skal der nok være fire, der ligner hinanden.
- Jeg kan lave et program, der kan skære dem, men det er sværere i virkeligheden, siger Kenneth, mens kollega Uffe beklager, han ikke kan hjælpe. Han har skåret sig. Var det ikke for det, er han noget af en åbenbaring med en kniv, udbreder han sig overfor gruppen.
Imens er borddækningen ved at være klar i den tilstødende restaurant. Også her konkurrerer grupperne mod hinanden, og nu synkroniserer kok og faglærer Alex Strunck urene: Der er én time til servering. At få maden færdig til tiden er også del af konkurrencen, inden den står på spisning, afrydning og opvask.
Fakta
>Kurset
Gastronomisk Teambuilding på EUC-Vest i
Esbjerg er ganske eftertragtet.
Prisen varierer efter antal deltagere og menuen, men et priseksempel lyder:
15 personer, italiensk buffet og to undervisere i fem timer - 11.800 kroner inklusiv mad og drikke.
Gastronomisk Teambuilding på EUC-Vest i
Esbjerg er ganske eftertragtet.
Prisen varierer efter antal deltagere og menuen, men et priseksempel lyder:
15 personer, italiensk buffet og to undervisere i fem timer - 11.800 kroner inklusiv mad og drikke.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis








