Vinter-OL er alt andet end Wii

VANCOUVER 2010 MARIO & SONIC AT THE OLYMPIC WINTER GAMES: Vinter-OL foran fjernsynet er ved at være forbi. Det har været en udmærket fritidsbeskæftigelse, hvis du kan lide sport. Og kan du det, burde Nintendos version af de olympiske vinterlege i Vancouver være et stort hit. Men det er det ikke.

Jovist, spillet rammer ganske godt den olympiske ånd med åbningsceremoni og medaljeoverrækkelser, men så er der heller ikke meget mere at kippe med flaget for.

For det første er det et spil, der kræver en stor tålmodighed – og hvem har det, når man står der klar, parat, start foran fjernsynet med remoten i hånden. Du vil jo gerne røre dig, men spillet skal loade igen og igen og igen, og undervejs kan du faktisk sidde og savne det gode, gamle båndspol på din Commodore 64.

Der er ni forskellige discipliner, du kan dyste i. Der er alpinski, skihop, freestyle, snowboard, hurtigløb på skøjter, kunstskøjteløb, bobslæde, ishockey og curling. Nogle af disciplinerne har underkategorier, så du eksempelvis både kan vælge storslalom og styrtløb under alpinski.

Nogle af sportsgrenene kan du blive en sand mester i med det samme, mens andre tager lidt tid, før du er god nok til at få en medalje.

På samme måde er det forskelligt, hvor meget det kræver af din motorik for at styre atleten i den pågældende disciplin.

Tag for eksempel hurtigløb på skøjter, hvor du bare skal vrikke remoten lidt fra side til side – igen tanker der leder hen til Commodore-tiden – og kan du det, så får du guld. Plat.

Der er anderledes udfordring i ishockey og curling, men selvom Danmark ellers har stolte traditioner i curlingsporten, hopper du næppe rundt i begejstring og råber wii, wii, wii som en anden curlingkaptajn, når du spiller.

Der er enkelte roser til spillet. OL-stemningen, der er kreeret, er ganske hyggelig, og figurerne – med Mario og Sonic i spidsen – er søde og charmerende.

Ventetiden og de alt for simple discipliner trækker til gengæld voldsomt i den anden retning.