Generalforsamling i Gesten Idrætsforening blev en gyser
Billedtekst: Den afgående formand, Ole Hjort, vil nu hellige sig andre gøremål. Det var på et hængende hår, at generalforsamlingen i Gesten Idrætsforening - GIF - kunne gennemføres. Blandt de 12 fremmødte, var der ikke stemning for at afløse den afgående formand Ole Hjort og den ligeledes afgående aktivitetskoordinator Søren Buhl, så undervejs i generalforsamlingen måtte deltagerne ty til ægte spindoktor-kneb og lobbyist-arbejde, hvor mobiltelefonerne glødede rundt i bekendtskabskredsen for at finde en løsning.Til sidst fik de fremmødte dog alle poster besat, og ny formand i GIF de næste 2 år er Mette Eskesen, og ny aktivitetskoordinator er Henrik Iversen. Ifølge vedtægterne bliver man valgt direkte til posten, så der forestår ikke noget konstitueringsarbejde for den nye bestyrelse. Kasseren og PR-medarbejderen blev valgt sidste år, og derfor endnu har et år i indeværende valgperiode. Som suppleanter til bestyrelsen blev valgt Britta Kaiser og Lærke Rasmussen, mens revisorposten ifølge traditionen blev givet til den afgående formand - Ole Hjort, og til Martin Kaiser. Som revisorsuppleant blev udpeget Jan Weirbach.
Blandt GIF´s største nyheder i 2010 er et nyt økonomistyrings- og bookingsystem (Conventus), der indføres i løbet af foråret, der meget kontant sørger for at kun de der har betalt kontingentet (online) bliver betragtet som gyldige medlemmer, og at spilleindkaldelserne og andre beskeder nu kan tilgå medlemmerne via centralt udsendt SMS. Økonomistyringssystemet skal gøre den pengemæssige arbejdsproces mere gennemskuelig for både kasserer, medlemmer og revision, og der vil derfor heller ikke mere kunne forekomme restancer.
Din udsendte følger op på et indslag om den nye bestyrelse, så snart den er trådt sammen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




