Kærlighed ved første skrig...

Vejret viser sig fra sin pæne side idag og temperaturen har sneget sig over 0 grader. Vinden er stadig kold; men trods det løber en svedperle ned ad kinden på mig -herligt at mærke solens stråler igen. Der er også andre som nyder det gode vejr -mejserne pipper omkring og selv bogfinken er begyndt at varme sine stemmebånd op til forårskoret. Ude på marken løber en ræv rundt og snuser i sneen -den er sikkert på jagt efter en dumdristig mus, som våger sig ud på farligt terræn over snedriverne.

På ørnereden ynder alt fred og idyl -en parring er lige overstået og hannen sidder på en afskåret stamme ved reden, og hunnen netter sine fjer på redekanten.

Deres lille "lejlighed" på lige knap 5 rummeter, har fået en lille "tagterrasse" med udsigt -en afskåren gren, mest pga. indflyvning til reden, har skabt dette. Så nu kan Kolding-havørnene bryste sig med at have Danmarks Fornemmeste og måske første "Havørne-Penthouse".

Imens hannen sidder på terrasen udstøder han nogle høje gjaldende og meget gennemtrængende skrig; hunnens skrig er en del højere -disse skrig kan i rigtige vejrforhold flytte sig over 3 km i luftlinje -specielt i den kolde og tynde vinterkulde, hvor skrigende synes at tage styrke; måske også bare pga. markernes braklagte vidder og skovenes nøgne træer, at lyden synes at nå længere.

Det er disse skrig den ene af ørnene allerførst forelskede sig i hos sin mage, og de bliver brugt ret flittigt i yngle/parringstiden. Oplever man dette skue LIVE, bør man suge hvert eneste sekund til sig, da det er et prisværdigt øjeblik at se/høre disse store rovfugles frihed og majestætiske optræden -det er tidsløst og stærkt afstressende.

På billedet sidder hannen på den afskårne stamme ved reden og hunnen sidder i reden.