Sikker Internet Dag 2010 vil have børn og unge til at tænke sig om, inden de lægger ting ud på internettet.
Børn kommer galt afsted: Mobilen er ikke legetøj
Fokus: Børn med mobiltelefon er slet ikke klar over de farer, der også følger med sådan en fætter.Det mener lederen af Kolding Ungdomsskole, John Madsen.
Sagen er den, at ni ud af ti børn over otte år i dag har en mobiltelefon. Det viser tal fra Gallup.
73 procent af dem svarer i samme undersøgelse, at det er vigtigt, meget vigtigt eller særdeles vigtigt, at mobiltelefonen har et kamera.
Med et kamera i mobilen kan de hurtigt tage billeder og uploade dem til for eksempel sociale internetsider som facebook.
Men en faldgrube er, at børn og unge har blind tillid til de nye medier, mener John Madsen.
- De har blind tillid. Det, man uploader, vil ingen misbruge. Unge mellem ni og 18 har tillid til, at internettet og mobil kun kan bruges positivt. Først når en gammel kæreste lægger et billede ud af dem, går det op for dem. Det er det, jeg kalder tung læring, siger John Madsen til jv.dk.
Unge superbrugere
Hos teleselskabet Telenor opfordrer man forældre til at tage en snak med børnene om de potentielle faldgruber, der er på internettet.
- Børn i dag er superbrugere af mobiltelefonens mange muligheder og har tit en masse sjov ud af at bruge kamerafunktionen. Men forældre bør være opmærksomme på, at en mobil ikke er et stykke legetøj. Billeder kan lynhurtigt mailes til mange modtagere eller lægges på facebook via mobilen. Og når de først er derude, er det for sent at fortryde, siger Peter Berg, der er markedsdirektør hos Telenor.
Tirsdag den 9. februar afholdes der arrangementer landet over i forbindelse med Sikker Internet Dag 2010. I år retter opmærksomheden sig især mod det, børn og unge uploader på internettet.
Hvad mener du om børn og unges brug af mobiltelefoner og internettet? Hvad kan man gøre som forælder?
Deltag i debatten
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




