En nat i hård frost for en billet til Owen Luft Kånsert
Da der først var taget hul på salget af billetter til Owen Luft Kånsert 2010 var ventetiden ikke lang. Owen Luft satte igen ny rekord, da de 5000 billetter til årets Kånsert fløj over diskene på kun 20 minutter. Sidste år tog salget syv minutter længere.– Det er fantastisk. Det er næsten lidt urealistisk, så man kniber sig selv i armen, at vi har sådan en succes, at 5000 billetter bliver revet væk så hurtigt, siger Hans Jørgen Pedersen fra styregruppen for Owen Luft Kånsert.
Men før klokken ni, hvor billetsalget gik i gang, var timerne i køen lange. I Agerbæk sad folk i kø fra klokken 14.30 dagen før.
– Men det hedder sig, at skal man til Owen Luft, skal man også sidde i kø. Det hører med, fortæller Hans Jørgen Pedersen.
Og det ville folk i køen foran Andelskassen i Nordenskov gerne nikke til, hvis de ellers kunne bevæge deres stivfrosne nakker. Natten til i går var en kold nat med frostgrader fra minus seks i Esbjerg til minus 13 i Billund.
– Det var fint nok de første par timer, så blev tæerne lidt kolde, sagde René Sørensen, som var nummer ét i køen i Nordenskov.
Han havde sammen med sine kammerater stået der fra klokken 17 dagen før. Eller siddet i sin medbragte havestol. Søvn var det ikke blevet til noget af, så HTX måtte klare sig uden ham i går.
Køen bugtede sig gennem Andelskassens parkeringsplads ned til nummer 123, som ikke kunne være sikker på at få en billet.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis













