Oksbøl har fået sin permanente skøjtebane i industrikvarteret
OKSBØL: Naboerne Brian Fugleberg og Jan Kørvel har gjort en indsats for, at der er en sikker skøjtebane i Oksbøl.Præstesøen uden for byen er nemlig ikke officielt meldt sikker af myndighederne, der dog heller ikke har målt istykkelsen.
Den overrislede bane på Industrivej har tillige den fordel, at der er gadelys, så den kan bruges efter mørkets frembrud.
– Vi har brugt adskillige kubikmeter vand til at overrisle banen, siger Brian Fugleberg, der er leder af Samuelsgården.
Børnene fra fritidsklubben på Samuelsgården bruger ofte banen efter skoletid.
– Vi anlagde banen i begyndelsen af januar, siger Jan Kørvel.
For at anlægge banen så plan som muligt, så skulle noget af vandet bruses på. De to fortæller, at det var så koldt på et tidspunkt, at vandet næsten frøs i samme øjeblik, det forlod bruseren.
Mange børn har haft glæde af banen, blandt andre Jans datter Frederikke på 13 år.
Hun har stået meget på skøjter hjemme i Oksbøl i år. Tidligere år har familien taget til Torvet i Esbjerg, men det er ikke nødvendigt i år, hvor frosten for alvor har bidt sig fast.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis









