Forretningsføreren for HAB er død
MINDEORD: Hans-Jørn Hannibal, Haderslev Andels Boligforenings forretningsfører gennem snart ti år, døde den 17. januar 2010, hvor han tabte kampen mod kræften.Hans-Jørn Hannibal kom til HAB i 2000 fra en stilling ved Falck, hvor har arbejdede både som redder og på vagtcentralen.
Før Hans-Jørn Hannibal blev forretningsfører, var han i mange år bestyrelsesformand i Haderslev Andels Boligforening og afdelingsformand i HAB’s Afdeling 10 på Fjordagerring, hvor han ydede en meget stor indsats på frivillig basis.
I sin fritid dygtiggjorde han sig på mange kurser og gennemførte bl.a. en merkonomuddannelse. Som forretningsfører gennemførte og bestod han en del lederkurser med udmærkelse.
Som forretningsfører var Hans-Jørn Hannibal kendt og respekteret landet over for sit store engagement for og sin store viden om den almene boligsektor. Han bestred mange tillidsposter.
I HAB var Hans-Jørn Hannibal drivkraften bag bl.a. Helhedsplanen for og renovering af Varbergparken, samt helhedsplanerne for Hjortebroparken og Solparken. Han udviste stort engagement ved udarbejdelse af HAB’s strategiske profil, og han var idemanden bag udgivelsen af HAB’s virksomhedsberetning. Hans-Jørn Hannibal var en stor inspirator i det daglige arbejde og en dygtig og loyal sparringspartner for HAB’s bestyrelse.
Da Hans-Jørn Hannibal måtte melde sig syg i eftersommeren 2009, var hans største bekymring, at han følte, han svigtede det samlede personale i HAB ved sit fravær. Dette, samt at han til trods for sin sygdom var til rådighed og deltog i de møder, han havde kræfter til, viste hans store engagement, og at HAB var hans et og alt. Hans-Jørn Hannibal vil blive savnet, både i HAB, i Haderslev og på landsplan.
Vore dybfølte tanker går til hans hustru Birgit og til børnene.
Æret være Hans-Jørn Hannibals minde.
Begravelsen finder sted fra Haderslev Domkirke torsdag klokken 12.30.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis



