Livet som kvinde har kostet Jette alt

Livets sværeste valg 3: Fysisk er hendes krop en mands, selv om hun indeni føler sig som kvinde.

Jettes transseksualitet har tegnet hendes liv, men prisen har været høj. Efter mange års indestængte fortrængninger fik læbestift og stiletter endelig lov til at holde sit indtog i hendes liv. Med det udvandrede imidlertid kone, barn, vennekreds og sexliv.

Det er kun stemmen, der afslører den slanke kvinde, der lukker op. Hun har samlet det lange hår i en hestehale og lagt en diskret makeup. På fingre, arme og hals bærer hun lette, feminine guldsmykker. Men stemmen, der venligt byder indenfor, tilhører en mand.

Hun præsenterer sig med et varmt smil som Jette. I stuen er der dækket op med kaffe og kage, belysningen er afdæmpet, og der er skabt hygge med velplejede grønne planter, blomsterkrans på væggen, og en troldegren pyntet med guldkugler hænger over den ene sofa.

Tjekker man Jettes kørekort, pas og sygesikringsbevis, vil man finde et foto af en mand, navnet på en mand og cpr-nummeret på en mand.

Men alt det er bare formalia. Ser man på hende, vil man se en kvinde. Og det er sådan, hun helst vil ses, selv om den krop, hun er født med, er en mands.

– Det er et handicap. Det er, hvad det er, siger Jette om den drift, der er så stærk, at den har styret og formet hendes liv.

Skal man sætte en etiket på hende, må det blive transseksuel. Det er nok det ord, der kommer tættest på at beskrive, hvordan hun har det, men alligevel er det ikke helt dækkende, siger hun.

Dels fordi hun »ved Gud har haft glæde« af sit mandlige kønsorgan gennem årene, og dels fordi hun kun er sig selv, når hun har fri fra jobbet.

I dagtimerne optræder hun stadig som en mand. Hun er arbejdsnarkoman og tør ikke sætte jobbet på spil ved at støde nogle af de mange mennesker, hun er i kontakt med dagligt, så derfor iklæder hun sig troligt sit maskuline antræk hver eneste morgen fem dage om ugen.

I dag er Jette midt i halvtredserne, og det var først for få år siden, hun fik lov at leve som den kvinde, hun reelt set er. Men det har kostet. Den ægtefælle, hun stadig elsker, måtte flytte og endte med at finde en anden. Det barn, som hun elsker, måtte hun nærmest smide på porten. Vennerne derimod forsvandt helt af sig selv.

– Det valg, jeg har truffet, har haft betydning for mange mennesker. Jeg har gjort min kone og mit barn ked af det, og det er med stor vemod, at det er blevet sådan. Det var aldrig mit ønske.
 
I mange år forsøgte hun da også at undertrykke sin seksualitet ved at leve som mand på overfladen. Men inden i hende rasede et uvejr af uforløste følelser, fordi hun var fanget i en helt forkert krop med et helt forkert udseende.

Hun hadede at se sig selv i spejlet, for det, hun så, svarede ikke til det billede, hun havde af sig selv. Skægstubbe havde ikke noget at gøre i et kvindeansigt, og det drengede tøj, hun gik rundt i, passede sig slet ikke til en pige som hende.

Der findes da heller ikke mange billeder af hende i fotoalbummet fra dengang, hun var barn og ung. Og på dem, der er, holder hun som regel hænderne beskyttende op foran sit ansigt.

Jettes historie begynder, da hun var omkring 12 år. Hun husker sig selv stå foran spejlet og lege med moderens læbestift. Hun blev opdaget og fik at vide, at den slags kun var for piger.

Men det lod hun sig ikke gå på af. Når hendes fire år ældre storesøster ikke så det, lånte hun sig frem til kjoler og hofteholdere, og det største sus var at gå op og ned ad gaden, fra købmanden til slagteren, i stilethæle, som var flere numre for store.

– At gå op og ned ad gaden iført pigetøj var som at have vinger, smiler hun ved mindet og understreger, at der intet seksuelt var i det – kun en stor glæde.

Modsat handler et af hendes værste barndomsminder om at komme til frisøren. Her blev alt Jettes hår barberet af med en maskine.

– Jeg var ked af det, hver gang jeg skulle klippes, uden at jeg nok helt vidste hvorfor. Jeg kan ikke beskrive, hvad det gjorde ved mig at få alt håret klippet af.

Som 17-årig flyttede hun sammen med sin første kæreste, en kvinde – og det blev den første af mange.

– Jeg nedlagde kvinder på stribe. Det er ikke noget, jeg er stolt af i dag, men det var, som om jeg skulle manifestere min manddom og bevise den over for omverdenen.

Alle de kvinder, som Jette har stået i længerevarende forhold til gennem årene, har vidst, at hun var transvestit – altså en person, som blot holdt af at gå i dametøj. Dengang var hun nemlig ikke nået så langt i sin erkendelse, at hun kunne se, at driften stak dybere end bare at tage en kjole på i ny og næ.

Da hun var omkring 30 år gammel, mødte hun kvinden i sit liv. Det var den kvinde, som hun senere giftede sig med og fik et barn med – og den kvinde, som hun endte med at sende væk.

Allerede efter en uge fortalte Jette hende, at hun var transvestit, og i starten brugte parret det bare som en del af deres seksuelle leg. Ret hurtigt kom barnet til, og så gik der hverdag i den med pligter, baby og karriere og i en periode eget firma, og det led seksuallivet under, som det ofte gør i forhold.

I al den tid undertrykte Jette sin feminine side og gik aldrig i dametøj derhjemme – i 17 år havde hun sågar anlagt sig et stort, flot fuldskæg.

– Hverdagen fik mig til at tilsidesætte mine egne behov. Men efter et stykke tid begyndte jeg at føle en indre uro, og det blev værre og værre. Jeg blev rastløs som en løve i et bur og kunne ikke se tv i mere end en halv time ad gangen. Jeg var som en tidsindstillet bombe, husker Jette, der konstant refererer til »den anden person«, når hun taler om sit liv som mand.

Ikke på ét eneste tidspunkt nævner hun det navn, der står på hendes dåbsattest – og som for øvrigt hverken figurerer på postkasse eller dørskilt.

Konen reagerede på hendes rastløshed ved at bede hende tage alene i sommerhus nogle dage, indtil hun havde raset af. Og sådan gik der flere år.

Et par fredage i måneden havde Jette en stiltiende aftale om, at hun kunne tage af sted og gøre det, som hun nu skulle gøre. Det var den pris, konen betalte for ikke at skulle omgås den kvindelige Jette.

– De fredage satte hun sig ud i køkkenet, mens jeg iførte mig kvindetøj og sneg mig ud gennem haven, så hun ikke behøvede at se mig. Når jeg var kommet et stykke ned ad vejen, ringede jeg til hende på mobilen og sagde, at nu kunne hun godt lukke terrassedøren, fortæller Jette, der brugte de månedlige friaftener på at møde ligesindede, besøge swingerklubber og af og til dyrke sex.

Og sådan gik der mange år. Jette blev ved med at tænke, at når barnet blev 18 og flyttede hjemmefra, ville alting blive anderledes.

På overfladen accepterede hun det ægteskabelige liv, som det var, men gløderne var stadig i kroppen.

– Jeg var som en vulkan, der lå og ulmede. Og da den så endelig kom i udbrud, blev det heftigt.

Udbruddet kom en aften, da konen konfronterede hende i køkkenet.

Hun følte efterhånden, at Jette havde overtaget den mand, hun havde giftet sig med. Selv om hun aldrig gik i dametøj derhjemme, syntes konen, at de lange negle, de plukkede øjenbrun og det lange hår havde taget overhånd. Og så stillede hun Jette det spørgsmål, som fik korthuset til at vælte.

– Hun spurgte, om jeg gerne ville være alene, og det sagde jeg ja til. Det var ikke noget, jeg havde planlagt overhovedet, men det kom spontant, for det var i virkeligheden det, jeg havde allermest brug for.

Selv om det var en lettelse at få slået hul på bylden, var det et frygteligt valg at træffe.

– At skulle sidde over for sit grædende barn og fortælle, at de måtte flytte, var forfærdeligt. Mit barn ønskede ikke at flytte med sin mor, men jeg skulle bo alene. Hvis blot min kone var flyttet, ville intet jo have forandret sig – jeg ville stadig ikke kunne dyrke kvinden i mig, siger hun stille, mens hun kæmper med følelserne.

– Jeg er normalt en meget rationel person, men jeg havde ikke styr på mig selv. Det gjorde mig fuld af fortvivlelse og afmagt, at en så logisk tænkende og styrende person som jeg måtte give op og kaste sit familieliv bort. Du fatter ikke, hvor ondt det har gjort.

Men tingene blev, som hun havde ønsket. Jette lejede en lejlighed til konen og barnet ude i byen, og hun og konen fortsatte med at ses som par.

Imens tog livet som Jette langsomt sin rigtige begyndelse hjemme i parcelhuset. Hver dag, når jobbet var overstået, tog hun hjem og skiftede de blankpudsede sorte sko, cowboybukserne og poloskjorten ud med stiletter, kjoler, nederdele og feminine toppe.

Men processen har været lang og er ikke sket fra den ene dag til den anden, understreger hun.

Mens Jette begyndte at leve som kvinde, meldte der sig også en indre ro og afslappethed. Glæden varede dog kun kort, for efter et halvt år fandt hun ud af, at konen havde givet op og fundet sig en anden.
 
Hun kunne ikke leve med en person, som havde en personlighedsspaltning, erkender Jette. Og det har været et hårdt slag. For Jette.

– Hun er den kvinde, jeg har elsket mest i mit liv, og den eneste, der har kunnet styre mig. Jeg elsker hende stadig.
 
Det var ikke bare konen, der forsvandt ud af hendes liv. Med hende forsvandt også den store omgangskreds, de to havde skabt sig sammen. Naboerne, kortklubben, madklubben – alle trak sig, og nu bliver det højst til et »hej« over hækken.

– Det er en falliterklæring. Alt, hvad vi havde bygget op sammen, er forsvundet. Men jeg bebrejder ingen andre end mig selv. Den manglende selvtillid, der følger med livet som Jette, gør, at jeg undgår nærmere kontakt. Jeg er bange for deres foragt.

Alligevel undrer hun sig over den manglende nysgerrighed fra de tidligere venner. Hun undrer sig over, hvorfor mennesker, der har kendt hende i så mange år, ikke søger en forklaring. Hun er godt klar over, at de måske føler sig ført bag lyset ved, at hun ikke har vist sin sande personlighed. Men hun havde sine gode grunde.
 
– Mit fravalg her i livet består i at leve mit eget isolerede liv. Jeg er blevet en ensom person. Men jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg higer efter en modreaktion. Jeg ville virkelig ønske, at der var nogle, som turde konfrontere mig. Jeg savner, at der er nogen, der ser min inderste person. Jeg går herhjemme i mit fineste tøj, men der er ingen mening i mit liv. Kun min position på jobbet og indholdet i mit arbejde er der ingen fingre at sætte på.

Når hun går i Føtex, sker det, at hun møder en kollega. Som regel skynder hun sig diskret at finde en anden hylde.

Men indvendigt har hun ofte tænkt: »Nu gør jeg det. Nu går jeg hen og siger hej«.

Men det er altid blevet ved tanken. Hun er bange for folks reaktion og nervøs over udsigten til, hvad der kan ske, hvis hun letter på låget. Hun har et godt job, som hun er glad for, et godt rygte i branchen og en rolle som vellidt kollega at værne om.

Så indtil videre fortsætter hun sit dobbeltliv, hvor det værste tidspunkt på ugen er søndag aften.

Her skal hun i gang med den store afvaskning og forberede sig på forvandlingen fra Jette til den anden person.

På dette tidspunkt er hun tårerne nær, men arbejdet bliver gjort grundigt. Den vandfaste mascara bliver renset af, og neglelakken bliver omhyggeligt fjernet.

Hendes største skræk er, at der en dag sidder en lille rest af den røde lak tilbage, som kan afsløre hende. Men indtil videre er det lykkedes for hende at være Jette privat og mand på jobbet. Tror hun i hvert fald nok.

Der har været små tegn, som kunne tyde på, at kollegerne alligevel har kunnet kigge ind under skindet på hende, men indtil videre har alle opretholdt facaderne. Og sådan forbliver det nok.

Tilbage i parcelhuset i Sønderjylland sidder Jette i sin hyggelige stue med en drøm, der er gået i opfyldelse: drømmen om at kunne leve som kvinde. I hvert fald i fritiden. Og med en indre ro, som hun aldrig før har oplevet i sit liv.

Prisen for den drøm var først og fremmest konen. Men også den dybe smerte over at have afvist sit eget barn, for selv om de to i dag har et godt forhold til hinanden, og Jette er blevet accepteret som kvinde, sidder smerten der stadig.

Drømmen har også betydet, at både sexlysten og -glæden er forsvundet som følge af den hormonbehandling, hun dog er glad for, at hun endelig har fået bevilget.

Om hun en dag tager det fulde fysiske skridt fra mand til kvinde, har hun endnu ikke gjort op med sig selv.

Foreløbig slås hun med den ensomhed, som hun langsomt forsøger at komme ud af. Men det vil tage tid. Og være svært, erkender hun, så længe hun ikke vover at tage det sidste skridt og leve 100 procent som kvinde.

Håbet er, at den barriere også forsvinder en dag.

Enten fordi hun selv vælter den – eller fordi der kommer nogen, som vover at skubbe til den fra den anden side.

Jette er et opdigtet navn, men hendes fuldstændige identitet er redaktionen bekendt.