Børn – kun en gang imellem

Livets sværeste valg 2: Pia Cecilie Nielsen er glad for børn, og hun vil gerne være den hyggelige og rare barnepige. Men hun kan ikke se sig selv i rollen som mor.

At hendes valg er rigtigt for hende, er hun ikke i tvivl om – alligevel skal hun konstant forsvare det over for fremmede.

Det er nemlig også et valg, som i nogles øjne stempler hende som sær. fortsat fra sideHun sidder bare og venter på, at det kommer.

Spørgsmålet. For det gør det altid på et eller andet tidspunkt, når hun møder nye mennesker.

– Har du børn?
Nej, det har hun ikke. Så langt, så godt – hun er jo trods alt kun 33, så hun kan jo sagtens nå det endnu. Mener man.

– Skal du så snart have nogle?
Nej, det skal hun ikke. Hun skal slet ikke have børn.

I bedste fald ser modparten lidt overrasket ud og spørger ikke mere. I værste fald – og det er ikke så sjældent, faktisk – slutter samtalen lidt akavet her, og Pia sidder tilbage med en følelse af at være udenfor, at være anderledes – en Rasmus Modsat.

– Det er træls, at folk ikke bare kan acceptere, at det er mit valg. Jeg føler mig fremmedgjort, og det irriterer mig, at jeg hele tiden skal forsvare mig over for fremmede. Jeg kunne da heller aldrig finde på at spørge en gravid, om hun nu var sikker på, at det var det, hun ville, siger Pia Cecilie Nielsen, der føler, at hun har mødt megen negativitet omkring sit valg.

Hun har inviteret indenfor i lejligheden i Kolding, som hun deler med sin mand, Adel, og tre velpolstrede marsvin, Brownie, Snowie og James.

Her fortæller hun om sin beslutning om aldrig at skulle have børn. Det er et valg, hun har truffet ved at lytte til sig selv frem for til andre, og som altid har stået lige for.

Allerede da hun var 18 år gammel, skrev hun i sin søsters venindebog, at hun aldrig skulle være mor.

– Lysten er der bare ikke, og den har aldrig været der. Jeg har aldrig haft et indre ur, der tikker, og jeg har ikke et behov for at se en minikopi af mig selv. Jeg har altid følt, at det var sådan, det var bedst for mig. Jeg har et stort behov for ro og stilhed i mit liv, og valget om ikke at få børn ser jeg som en måde at tage vare på mig selv.

Hvis ikke hun har den fornødne ro omkrig sig, bliver hun en værre gnavpot, forklarer hun. Og hun er ikke sikker på, at hun ville kunne lide sig selv som mor under de omstændigheder.

Derfor har det heller aldrig været en svær beslutning at træffe. Pia elsker det liv, hun har i dag, og hun er heller ikke i tvivl om, at hun har valgt rigtigt.

Hun føler hverken, at hun er klar til at tage det store ansvar for et lille nyt menneske – eller at hun har lyst til at sætte sig selv så meget i baggrunden, som hun er klar over, at det ville kræve:

– Jeg værdsætter min frihed og mit liv, som det er. Jeg arbejder om aftenen, og jeg har en masse kreative sysler, som jeg gerne vil have tid til, siger hun og nikker hen mod de mange glasting, der står rundt omkring i lejligheden.

Dem laver hun på et glaskursus, som hun går til hver torsdag.

Derudover elsker hun at rejse sammen med sin mand, og derhjemme bruger hun meget tid på at skrive breve til mennesker, hun kender rundt omkring i verden og lave decoupagebøger. Hendes skrivebord er hendes alter, som hun siger.

På reolen bag hende står et fotografi af to små smilende drenge. De tilhører kusinen, som Pia betragter som sin anden søster, og som hun har et tæt forhold til.

Det har hun også til de to drenge – især til den seksårige Jonas, som er den mindste.

Alt det gode, børn giver igen, og som alle mødre altid snakker om, føler Pia godt, hun kan få i forholdet til ham. Det behøver hun ikke selv sætte børn i verden for.

Jonas kommer på ferie hos hende i tre dage ad gangen et par gange om året – og så bliver der hygget.

Sammen går de i biografen, ud og bowler, eller de putter sammen på sofaen derhjemme med en film og lidt snolder. Og så elsker Jonas at hjælpe Pia og Adel i køkkenet, og det kommer der mange gode stunder ud af, som hun ikke ville undvære.

– Men jeg er også kvæstet flere dage efter, griner hun.

Efter sådan en ferie sætter hun ekstra pris på det liv, hun har uden stress og med tid til fritidsaktiviteter.

Pia har sit kontor i rummet ved siden af stuen, og på hendes arbejdsbord står der et fotografi af en penneveninde med en stor, gravid mave.

Hun fortæller, at hendes fem år yngre lillesøster venter barn. Hun har modsat Pia haft et brændende ønske om at blive mor, og Pia glæder sig på hendes vegne. Men allermest glæder hun sig på sin fars:

– Han vil så gerne være morfar, og han har tit spurgt mig, om jeg da ikke ændrede mening. Så det at min søster snart skal have en baby, tager lidt af presset fra mine skuldre, smiler hun.

Modsat faderen har hendes mor altid accepteret Pias valg. Det samme har hendes mormor, som ubetinget gav udtryk for, at hun syntes, det var et rigtigt fornuftigt valg.

– Det er en hel lettelse, når der er nogle, der forstår mig. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan lide børn. Jeg synes, det er dejligt at passe dem, men jeg vil meget hellere være den hyggelige moster end den sure mor. Som det er i dag, har jeg overskud til at være hende der hyggetanten, og det har jeg det rigtigt godt med.

Pia er praktisk talt også vokset op med børn omkring sig. Hendes forældre var begge dagplejere, så hun har brugt mange timer på at hygge med børnene derhjemme.

Guitaren, som hænger på væggen i lejligheden, blev også brugt flittigt, når hun sang for de små.

– Det kan godt virke lidt ironisk, men jeg er faktisk en meget moderlig type. Jeg elsker at give omsorg og gør det jo hver eneste dag på mit arbejde som social- og sundhedshjælper på et plejehjem for døve, forklarer Pia, som også har et sponsorbarn i Afrika gennem Børnefonden.

Selv om hun ved med sig selv, at hun har valgt det liv, som er bedst for hende, har valget om ikke at sætte børn i verden alligevel haft nogle konsekvenser for den 33-årige kvinde.

Hun har aldrig været typen, der har omgivet sig med et hav af venner, men nu er det blevet endnu sværere. Både at holde fast i dem hun har og at finde nye.

Der er mange i hendes omgangskreds, som er i gang med at skabe sig en familie, og sommetider føler hun, at hun bliver udelukket fra deres verden. Ikke fordi hun selv siger fra, men fordi veninderne nærmest forsvinder ind i et lukket univers af børn og bleer.

– Børnene kommer så meget i fokus, at moderen helt glemmer sig selv. Jeg savner nogle gange at høre om deres liv og om, hvordan de har det, forklarer Pia, der omvendt ikke kan byde ind med historier om børn, der har tisset i sengen eller er blevet væk i Føtex.

Blandt nye mennesker kan hun godt føle sig lidt som en særling, fordi hun er rimeligt alene om ikke at have børn at tale om.

– Mange i min alder har børn. Så jeg kan godt føle mig udenfor, når snakken går, og jeg fornemmer også nogle gange, at folk ubevidst holder lidt afstand til mig. Så det kan være ret svært at finde nye venskaber, desværre.

Det er ofte de kvinder, der selv er mødre, som er de værste. De bliver ved med at fortælle hende, hvor fantastisk det er at have børn.

– Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan forstå dem. Jeg synes bare, at mit liv også er skønt, som det er.

Alligevel dømmer folk hende hurtigt, synes hun, og det kan være svært at acceptere.

– Jeg har tit fået at vide, at jeg er egoistisk, når jeg siger, at jeg gerne bare vil nyde livet med min mand og mine marsvin. Jeg har det sådan, at børn skal være ønskebørn og ikke noget, man får, bare fordi alle andre gør. Det er da mere egoistisk i mine øjne, siger Pia, der vil vædde sin gamle hat på, at der er mange mødre, der ønsker deres børn til Langtbortistan, når de giver koncert i Bilka midt i ulvetimen.
 
Når hun ser moderen trække dem surt i armen og skælde ud, har hun ofte tænkt, at der er mange, der får børn, som måske hellere skulle have ladet være.

Når hun prøver at forklare sig, slår modparten det ofte hen og siger, at der kan ske så meget, og at hun måske ændrer mening.

– Så bliver jeg bare så ked af det indeni. Jeg kan ikke forstå, at jeg skal retfærdiggøre mit valg over for fremmede. Folk kan være meget pågående, men jeg synes altså, at det er en privat sag, siger Pia, der flere gange har haft lyst til at sige, at hun ikke kan få børn bare for at få fred.

Det respekterer folk nemlig på en helt anden måde, er hendes erfaring.
Også Pias læge har stillet sig tvivlende over for hendes valg. Han nægter at lade hende sterilisere, selv om det udtrykkeligt er hendes ønske. Og det gør ondt, når folk ikke tager hende alvorligt.

De ubetænksomme kommentarer har da også fået hende til at stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt hun nu har valgt det rigtige.

– Når man hele tiden bliver spurgt hvorfor, får det da én til at tænke. Men jeg ved med mig selv, at det er det her, der er bedst for mig, og jeg tør ikke tage chancen på, at jeg vil ændre mening i løbet af en graviditet. Det ville være synd for det lille menneske, som skulle tage konsekvenserne.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun tænker på, at det kan blive ensomt uden børn, når hun bliver ældre, smiler hun bare skævt og henviser til sit arbejde:

– Jeg arbejder på et plejehjem, så jeg ved altså godt, at der sidder rigtigt mange ældre, der ikke får besøg, selv om de har børn. Men jeg vil da ikke sidde her og udelukke, at det kan blive ensomt på sigt. Men det er ikke argument nok til at sætte børn i verden, synes jeg.

Kun en enkelt gang har hun for alvor været i tvivl. Det var, da hun var nyforelsket i Adel, der kommer fra Kuwait. Med forelskelsen meldte sig også tankerne om at få en familie – især fordi Adel talte om at få børn.

Men lysten forsvandt lige så hurtigt igen, og mavefornemmelsen, der sagde, at livet er bedre for hende uden børn, vendte tilbage.

Adel har accepteret hendes valg – for ham er det vigtigste, at han kan være sammen med Pia.

Så overordnet set har hun svært ved at se nogle negative konsekvenser af sit fravalg – hvis altså ikke det var for omverdenens måde at reagere på:

– Folk skal tænke sig om, når nogen fortæller, at de ikke vil have børn. For der er ikke en standardopskrift på lykke.