Da medaljerne blev meningsløse

Livets sværeste valg 1: Som 22-årig traf Louise Ørnstedt sin sværeste beslutning. Hun valgte at stoppe midt i en succesrig svømmekarriere, der bød på medaljer, rekorder og en sandsynlig tur til De Olympiske Lege i Beijing året efter.

Men fravalget af sportslig glimmer blev samtidig et tilvalg af et helt nyt liv, som giver hende langt mere mening.

Det forår mærkede hun første gang en snert af tvivl. Hun havde lige vundet tre medaljer i december, men efter juleferien var det svært at komme i gang igen. Hun var mættet.

Efter at have opnået det ene gode resultat efter det andet skulle hun bare starte forfra. Det virkede så meningsløst. Motivationen var forsvundet, og hun besluttede at slukke for både rampelys og medaljedrømme.

Det er nu to år siden, at Louise Ørnstedt takkede af som elitesvømmer. Dengang var hun 22 år, blandt de bedste i verden – og hun havde muligheden for at vinde den OL-medalje, som hun altid havde drømt om, inden for rækkevidde.

Det nemmeste ville have været at give fuld gas og gå efter guldet endnu en gang.

Men Louise Ørnstedt valgte anderledes. På toppen af sin fantastiske karriere, erklærede hun, at hun ikke ville mere.

I dag bor Louise sammen med sin kæreste i København. Motivationen er kommet tilbage – men nu gælder der andre ting som studiet i dansk og filosofi.

Som hun sidder høj og slank her i kaffebaren på universitetet, hvor hun har sin daglige gang, er hun fuldstændigt anonym. Ansigtet, smilet og de friske røde kinder er de samme som før.

Men det sporty, korte hår er blevet mørkere, længere og klædeligt feminint. Hun er glad for sit nye liv, bedyrer hun, og glad for at kunne være studerende på samme vilkår som alle andre. Hun ser også glad ud.

Hun kendte i lang tid ellers ikke til ret meget andet end livet som svømmer.

Allerede som femårig begyndte hun at dyrke den sport, hun senere skulle gøre til sin levevej. Dengang svømmede hun bare, fordi storesøster Stine gjorde, og fordi det var sjovt.

Først hen ad vejen gik det op for både træneren og Louise selv, at hun havde talent. Hun var bare 12 år, da hun blev dansk mester, og så lå det lige for at vie sit liv til den elskede svømmesport.

Hele vejen op gennem folkeskole og gymnasiet stod Louises liv i idrættens tegn, og med over 25 ugentlige timer i bassinet var der ikke tid til meget andet.

Når kammeraterne festede hele natten eller blot gik i biografen en hverdagsaften, gik Louise tidligt i seng. Og når de andre mødtes til øl og pizza, spiste Louise efter, hvad der kunne fremme hendes resultater i svømmebassinet.

Det lette valg ville have været at fortsætte den succesrige karriere, der allerede havde budt på medaljer i både EM, VM og til ungdoms-OL for den unge rygcrawler.

Allerede som 14-årig kvalificerede hun sig til OL for voksne svømmere. Men gejsten havde hun tabt et sted på vejen.

Pludselig kunne hun ikke længere se den dybere mening med at bruge livet på et job, hvor det var hundreddele af sekunder, der afgjorde, om hun var en succes eller ej.

– Det gik op for mig, at der var andre ting i livet. Pludselig kunne jeg ikke se værdien i det, jeg gjorde, når der var så mange andre problemer ude i verden. Jeg var ikke længere sikker på, at det var det værd. At det kunne være meningen med mit liv, fortæller Louise Ørnstedt.

I sommeren 2007 – året før OL i Beijing – traf hun den endelige beslutning om at stoppe. Selv om hun var overbevist om, at det var det rigtige, hun gjorde, var det ikke noget nemt valg. Og det blev da heller ikke truffet over en nat.

Det, at hun hele tiden skulle jagte efter noget bedre, fik hende til at føle en tomhed indeni.

Derfor besluttede hun at holde en måneds pause i foråret 2006, umiddelbart efter at hun havde vundet tre EM-medaljer, for at koncentrere sig om skolen og de eksamener, der stod for døren.
 
Men efter den svømmefri måned bed hun tænderne sammen og fortsatte, for der var jo mange gode grunde til at blive ved. EM lå lige foran, og stævnet var det sidste med hendes daværende træner, så også bare for hans skyld…

Så Louise fuldførte, men bestemte sig – efter at have crawlet sig til to femtepladser i EM – for endnu en tænkepause. Sammen med en veninde pakkede hun rygsækken og rejste ud i verden for at få svømningen lidt på afstand:

– Dengang var jeg endnu ikke helt afklaret om, hvorvidt jeg ville stoppe, når jeg kom hjem. Men jeg tænkte, at tre måneder da måtte være nok til at finde ud af det. Men det var sindssygt svært, så jeg fortsatte, da jeg kom hjem, siger hun, mens hun nipper til kaffen.

Louise drømte stadig om at vinde en medalje til OL, så hun tænkte, at hun ville tage OL i Kina med. Og indeni nagede en lille tvivl om, hvorvidt hun nu havde udnyttet sit potentiale godt nok; om hun havde prøvet nok. Så hun knoklede videre.

– I virkeligheden trænede jeg ikke helhjertet. Men det havde jeg bare ikke erkendt.

Så Louise tog til Australien for at træne, og her gik det galt med skulderen. Den begyndte at gøre ondt, og på et tidspunkt kunne hun end ikke løfte den op over hovedet.

– Skulderskaden blev mit wake up-call. Jeg havde ikke lyst til at blive skadet for resten af livet, blot fordi jeg havde valgt at dyrke elitesport som ung. Det ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv, og det fik mig til at indse, at det var bedre at stoppe, før jeg ødelagde min krop. Når du dyrker idræt på det plan, har du ikke tid til at stoppe op. Du skal hele tiden være fit for fight og være i stand til at levere varen. Det er et tog, der kører derudaf, og det er svært at stige af.

Men stige af var præcis, hvad Louise gjorde. Samtidig med erkendelsen af at det ikke var værd at satse alt på sin sport, indså Louise også langt om længe, at motivationen var borte.

– Jeg havde ikke længere det drive, der skulle til for at træne så hårdt. Jeg tror godt, at jeg kunne være blevet endnu bedre og opnået mere, hvis jeg var fortsat. Men det ærgrer mig ikke. Tiden var inde til, at der skulle ske noget andet, og jeg havde brug for at udvikle mig åndeligt og intellektuelt i stedet. Samtidig følte jeg, at jeg havde givet mig selv mange chancer for at genvinde motivationen. Jeg kunne se mig selv i spejlet og vide, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne.

Så Louise gjorde endeligt op med sig selv, at det var nu, hun måtte stoppe. OL blev droppet, for kampen derhen var for sej og virkede som tidsspilde.

– Det var bestemt ikke et let valg. Der var rigtigt meget gråd og tvivl forbundet med det, og det tog mig næsten to år, fra jeg første gang tænkte tanken, til jeg tog den endelige beslutning. Men netop derfor var den også meget velovervejet, og da jeg først havde truffet den og meldt ud til omverdenen, var det, som om der fjernede sig en kæmpebyrde fra mine skuldre. Det var virkelig en lettelse. Især fordi det helt og holdent var min beslutning og ikke noget, jeg var nødt til at gøre.

Som hun sidder her ved det lille runde bord mellem sine medstuderende, virker hun med sine 24 år både moden og velovervejet.

Set i bakspejlet har de to år da også lært Louise en del. For det første er hun blevet bedre til at lytte til sig selv og mærke, hvad hun gerne vil. Og så har de modnet hende til at træffe andre beslutninger i livet:

– Livet handler om at træffe en masse valg. Nogle gange er man nødt til bare at springe ud i det og se, hvor det fører hen. Også selv om man ikke er hundrede procent sikker. Det er jo de færreste valg, der er så endegyldige, at de ikke kan laves om igen, hvis det viser sig, at man tog fejl.

Men hun erkender, at fravalget ofte er langt sværere end tilvalget, fordi man er sat i bås i en rolle, som det kan være svært at bryde ud af. Og så kan det være lettere at fortsætte i samme spor i stedet for at skulle prøve nye muligheder af.

Det oplevede Louise på egen krop, da hun i sin tid startede karrieren.
 
– Det var aldrig et valg at starte. Jeg svømmede i min fritid, det var sjovt, jeg var god til det, og det gjorde det endnu mere sjovt. Jeg ville det, fordi jeg kunne det. Jeg var så ung og havde ikke de store eksistentielle overvejelser omkring, hvad jeg ellers skulle, så jeg fulgte bare med strømmen uden at stille spørgsmål.

I dag er hun stolt af sin beslutning om at stoppe – især fordi hun formåede at skabe et nyt liv for sig selv uden at gå i stå.

– Jeg føler, at det har styrket mig efterfølgende at have taget den store beslutning, som det jo var. Svømning var en kæmpestor del af mit liv – hele min identitet var bygget op omkring det, så det er klart, at det var svært at sige fra. For hvem var du så lige pludselig, og hvad ville du stille op med dit liv?

Heldigvis havde Louise masser af ting på listen over, hvad hun kunne tænke sig at prøve af, og hun havde allerede sikret sig en plads på Syddansk Universitet i Kolding, hvor noget af det første, hun gjorde, var at melde sig frivilligt til at stå i fredagsbaren.

– Friheden til at være spontan og slippe for det evigt skemalagte liv var superfedt. Jeg skulle indhente alt det, som andre gjorde i deres teenageår. I det første år efter at jeg stoppede med at svømme, gjorde jeg alle de ting, jeg havde savnet. Jeg kunne gå i teatret eller feste hele natten, for det var fuldstændigt lige meget, om jeg først kom i seng klokken tre og var træt, når vi skulle have videnskabsteori dagen efter, griner hun.

Så Louise Ørnstedt er på ingen måde sat bagud af dansen. Men det ærgrer hende alligevel lidt, at gymnasietiden gik så meget op i svømning.

– Skolen kom i anden række, fordi træningen fyldte så meget. Jeg mistede meget socialt, og jeg har som så mange andre ikke en omgangskreds fra min gymnasietid. Alle mine venner stammer enten fra folkeskolen eller fra min tid på universitet, og det ærgrer mig lidt.

Fortiden som elitesvømmer har både haft sine omkostninger og sine gevinster. Dog mest det sidste, synes hun heldigvis.

Rejserne, oplevelserne og det at blive kastet ud i tingene på egen hånd har givet en god ballast, og om noget har sporten lært hende at være målrettet.

Så meget, at hun indimellem lige må hive sig selv ned på jorden igen til en indre dialog om, at det er o.k. at slappe lidt af.

– Men det er enormt befriende at have tid til sin læsegruppe, til at fordybe sig – og ikke mindst at opdage, at jeg faktisk er god til andre ting end at svømme.

Louise har siden fundet sig en kæreste, og han er grunden til, at hun nu er flyttet til København. Studiet knokler hun med på tredje år, og fremtidsdrømmen er at blive gymnasielærer.

Louise Ørnstedt er glad for sin nye, helt almindelige hverdag, men én ting kan hun nu godt savne fra sit tidligere liv:

– Jeg har endnu ikke fundet noget, der erstatter den rus af lykke, man får sekundet efter, at man sætter hånden mod kanten og ved, at man har vundet guld eller slået en rekord. Der er ikke ret mange andre situationer, hvor man får lov at udtrykke sine følelser så intenst og ubetinget og vide at »yes, jeg er god«. Gode karakterer giver ikke helt den samme fornemmelse, griner hun.

Til gengæld glæder hun sig over, at hun slipper for at blive ringet op af journalister og stå til rådighed i tide og utide.

Hun svømmer stadigvæk en gang om ugen med sin veninde. Men kun på motionsplan – hun har ikke længere noget behov for at svømme hurtigt.

Fornemmelsen af at bevæge sig i vandet elsker hun stadig. Så hun nyder den ugentlige tur i svømmehallen. Lige så meget som hun nyder, at hun kan lade være – og samtidig vide, at hendes succes her i livet ikke afhænger af det.