Hele Danmarks Grethe har været på toppen i seks årtier

Berømthed: Der findes en vittighed om »Hele Danmarks Grethe«, som hun i folkemunde kaldes. Den går således: Hvem sang på Titanic? Det gjorde Grethe Sønck.

Om vittigheden er sjov, er ikke vigtigt i denne sammenhæng. Det interessante er, at man sjældent hører folk, der undrer sig over, hvem hende Sønck er. For Grethe Sønck har været i rampelyset siden 1947. Og i modsætning til Titanic er hun aldrig kuldsejlet, men har derimod holdt sig på toppen. Og der er hun stadig seks årtier senere.

– Det er sjældent, der er gået en dag, uden at der er kommet et menneske hen til mig og har sagt »Ja undskyld, jeg forstyrrer, men jeg føler jo næsten, jeg er i familie med dig, for jeg har levet et helt liv med din musik«, siger Grethe Sønck, der i dag lever et liv med foredrag, 50 minutters koncerter rundt omkring i Danmark og ellers masser af fred og idyl i sit hus i Rågeleje i Nordsjælland.

Det er ikke kun Søncks fans, der har et familiært forhold til sangerinden. Grethe Sønck har selv tætte bånd til sine fans, som hun sætter højere end det meste andet, hun kan komme i tanke om.

– For mig er det at have fans blevet som at have en stor familie. Jeg har jo ligesom alle andre mennesker været ude for sorger i mit liv, og her har publikum altid været gode imod mig. Dengang jeg forsøgte at tage mit eget liv, fik jeg hundredvis af breve fra fans om, at det måtte jeg aldrig gøre, for de ville ikke af med mig. Jeg føler mig optaget i Familien Danmark, siger hun.

Grethe Søncks selvmordsforsøg var et resultat af, at ægteskabet med revydirektøren Volmer-Sørensen var ved at forlise. De to mægtige skibe i dansk showbusiness havde tydeligvis ikke samme indgangsvinkel til ægteskabet, og han havde mange damer i byen. Pludselig blev ensomheden i den landlige idyl markant, og efter at have været helt derude, hvor få vender tilbage, pejlede Grethe Søncks liv sig ind på rette kurs – takket være hendes ukuelige fans.

– Jeg fik stakkevis af breve fra fansene, og det hjalp mig til at få talt med min mand. Det er ofte sådan, at ægtepar ikke får talt om tingene og i stedet går hver med sit. Så bliver det uudholdeligt. Men vi fik slebet kanterne godt af med tiden, synes jeg.

Grethe Sønck ved godt, at hun bliver betegnet som hele Danmarks. Alligevel har hun altid holdt sig for øje ikke at blive en form for galionsfigur, men derimod være på samme breddegrad som de mennesker, hun synger for.

– Når man begynder som helt ung, er man jo lykkelig, hvis der kommer nogen og vil have ens autograf. Det er næsten det højeste, man på det tidspunkt kan opnå som menneske, synes man. Og det er der altså mange kunstnere, der glemmer, når de bliver rigtig kendte. De stopper med at skrive autografer. Sådan har jeg aldrig været. Jeg har aldrig nogen sinde sagt nej, og jeg skriver stadig en del.

– Dengang jeg var helt oppe på dupperne, har jeg sommetider stået og skrevet autografer i over en time. Det hører med til jobbet.

Indtil Grethe Sønck i 1947 vandt en talentkonkurrence på en restaurant på Amager, padlede hun rundt mellem forskellige job. Nærmest som daglejer arbejdede Sønck under og efter besættelsen som togvasker, fabriksarbejder og med andet forefaldende arbejde.

– Jeg er aldrig gået af vejen for nogen form for arbejde, og det mener jeg, at unge mennesker i dag kunne tage lidt ved lære af. Hvis man ikke har noget arbejde, så tag noget. Man ikke skal være for afhængig af andre. Det, man gerne vil, kommer hen af vejen. Ligesom musikken kom for mig. Da jeg vandt talentkonkurrencerne, der kørte vinteren igennem i 1947, tjente jeg 75 kroner. Det var mere end en uges arbejde, og så var der pludselig råd til den kjole, jeg gerne ville have. Det giver én noget selvværd.

– Gjorde du det også for at blive kendt? 

– Det tænkte jeg slet ikke på. Dengang var det ikke som i dag, da de unge higer efter at blive berømte. Musikken blev bare mit arbejde – og det var jeg meget glad for.

Den musikarbejdende Grethe Søncks store, folkelige gennembrud kom, da hun iført malkepigekostume malkede en levende ko og sang på brev fra Klaus Jørgen til hele Danmarks befolkning direkte på Danmarks Radio.

– »Klaus Jørgen« var med til at gøre mig landsdækkende kendt i den helt brede forstand. Efter det fik jeg råd til at købe mig en bil, og jeg kunne have haft tre job på en dag. Der gik helt hysteri i den, og det har holdt sig nogenlunde siden.

– Forleden var jeg i Skjern for at optræde. Da jeg havde sunget i 45 minutter, sagde jeg »Nu skal jeg gå, så er der noget, I vil høre inden?«. »KLAUS JØRGEN!« råbte de alle sammen. Det er da lidt sjovt, at den hænger ved i sådan en grad.

Siden har Grethe Sønck malket succes efter succes.

Og nok er »Klaus Jørgen« endt med at blive hendes længste ægteskab, men hvis hun kun må vælge tre viser, hun bryder sig specielt godt om blandt de mange succeser, er den nu ikke iblandt – men den er »formodentlig nummer fire«, konstaterer hun med et smil.

Favoritterne er derimod:

– »Pensionistvisen«, »I må tag mig, som jeg er« og »Jeg slår et slag for det gode humør« er mine yndlingsnumre.

De yndlingsnumre er også nogle af de mest ønskede numre med Sønck i programmer som »Giro 413« og andre dansktop-inspirerede pendanter. Selv tror Sønck, at det er vigtigt, at man holder sig til det, folk bryder sig om. For en kunstner er én, der får folk til at lytte. Derfor er Grethe Søncks favoritter også hr. og fru Danmarks.

– Jeg er på scenen, for at folk skal have det sjovt. Det, de er glade for, er jeg også glad for. Jeg er meget pligtopfyldende over for mine fans. Jeg skriver også mange breve med dem. I år har jeg nu kun skrevet 266 julekort, hvor jeg plejer at skrive 458. Jeg har måttet skære ned, fordi det danske frimærke røg op med 75 øre sidste år, så det blev lidt for dyrt. Mine breve er mest til enlige kvinder, som måske sidder alene juleaften. Mange af dem har jeg skrevet med i 25 år, siger Grethe Sønck.