Tillidsmand: Fuglsang er et trygt sted at arbejde
HADERSLEV: I september fik Bryggeriet Fuglsang en knaldrød smiley af Arbejdstilsynet. Virksomheden fik påbud om at bringe en række forhold i orden. Men tillidsmand Arne Juhl har aldrig betegnet Fuglsang som et farligt sted at være.– Det er et trygt sted at arbejde, og vi har et fint arbejdsmiljø i forhold til så mange andre. Over årene er antallet af ansatte blevet reduceret fra 21 til 10, netop fordi alle de farlige opgaver er afløst af teknik, siger han.
Bryggeriet er i gang med at efterkomme Arbejdstilsynets krav. Blandt andet er der netop indkøbt kraner, så farlig håndtering af gods undgås.
Arne Juhl mener, at Arbejdstilsynet har været for hårde i deres bedømmelse af Fuglsang.
I et tilfælde bad Arbejdstilsynet om at få skærmet en åbning til en tank af. Begrundelsen var, at der var fare for, at en ansat kunne falde i tanken.
– Men hullet er så lille, at der ikke kan komme et menneske igennem, siger Arne Juhl, men understreger:
– De små ting, der har været, er blevet lavet med det samme, og de lidt større udbedringer bliver lavet hurtigst muligt.
I onsdagens udgave af JydskeVestkysten kalder Henrik Hansen, der er arbejdsmiljøkonsulent for 3F, forholdene på Fuglsang for bekymrende.
Han fortæller videre om sin opfattelse af, at ledelsen i Fuglsang har »tradition for at tage let på sikkerheden«.
– Vi er utilfredse med den måde, han har udtrykt sig på. Han har ikke været på Fuglsang siden starten af halvfemserne og aner ikke, hvad der er sket de sidste 15 år, siger Arne Juhl.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis





