Bestem selv prisen på fodboldstjernerne
Championship manager: Forestil dig et helt nyt computerspil for bare en krone, og endda før spillet kommer på gaden. Firmaet Eidos Interactive tilbyder Championship Manager 2010 til en pris, som du selv bestemmer.Det er første gang et computerspil sendes på markedet ud fra en donations-model. Det ser man ellers mest ved open source-programmer. Udover det du selv betaler, kommer der dog 22 kroner oveni i transaktionsomkostninger.
- Dette er det bedste Championship Manager vi nogensinde har lavet og vi ønsker at flest mulige mennesker får chancen for at spille det fulde spil, siger Roy Meredith, General Manager for Championship Manager-spilserien i en pressemeddelelse.
Championship Manager er et af de mest succesfulde spilkoncepter nogensinde og spilles år efter år af såvel fans som professionelle spillere og -trænere. Tidligere topspiller og træner for Celtic, Gordon Strachan, brugte for eksempel spillet til at nærstudere egenskaberne hos spillere, han var interesseret i at købe.
Tilbuddet gælder kun for download af spillet og gælder fra i dag og frem til 10. september, der er spillets officielle lanceringsdato.
Efter tilbudsperioden sælges spillet til en vejledende udsalgspris på 29.95 euro.
Herunder er der link til, hvor du kan købe spillet og læse mere om serien.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




