Erik Therkelsens fisk er døde efter hærværk.
Dambrug ruineret af hærværk
DØDE FISK: Et meget enkelt udført hærværk har på det nærmeste ruineret et dambrug ved Hovborg og samtidig sat yngelplejen i Varde Å år tilbage.Hærværket er sket ved at fjerne et stemmeværk ved Hovborg Nordre Bæk tæt ved hyttebyen og campingpladsen.
Det skete i løbet af mandagen og betød, at næsten hele dambrugets bestand af ørred-yngel i forskellig størrelse blev udryddet af iltmangel.
Erik Therkelsen fra Hovborg, der har været forpagter af dambruget i 15 år, tilså fiskene og forholdene mandag klokken 6.45. Da han omkring klokken 18 mandag igen var på dambruget, fik han et chok.
– Ved at fjerne de brædder, der dæmmer vandet op og sender det igennem dambruget, var dambruget stort set tømt for vand. I stedet er vandet løbet uden om dambruget, og det har givet fiskene en så stor vand- og iltmangel, at de næsten alle er døde, siger Erik Therkelsen.
Overvejer at stoppe
Han anslår det økonomiske tab til 300.000-400.000 kroner. Dambruget er ikke forsikret, da det er meget dyrt, og der var heller ikke en vandstands-alarm, der kunne have advaret mod faren.
Set i bakspejlet erkender Erik Therkelsen, at der i det mindste burde have været en hængelås på stemmeværket.
Nu overvejer han helt at stoppe med at drive dambrug.
– Det er let at være bagklog, men jeg havde ikke forestillet mig, at nogen kunne finde på at fjerne stemmeværket. Konsekvenserne er jo enorme, siger Erik Therkelsen.
Dusør
Erik Therkelsen udlover en dusør på 5000 kroner for oplysninger, der kan føre til opklaring af hærværket mod hans dambrug ved Hovborg Nordre Bæk nær hyttebyen og campingpladsen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




