Hverken forældrene eller Thors farmor Susanne Lillegaard, her fotograferet uden for retten i Sønderborg i går, ved, hvor Thor er kommet i familiepleje.
Thors farmor vred over tjekkisk behandling
Bortførsel: Susanne Lillegaard, der er Thors farmor og mor til Bjarne Würgler-Hansen, er utrolig glad og lettet over, at hendes søn og svigerdatter endelig er i Danmark.Hun fik lov at hilse på sønnen og svigerdatteren inden retssagen, og det blev et gensyn fyldt med tårer.
– Godt de er hjemme, siger hun.
I sidste uge var hun i Tjekkiet, hvor hun fik lov til at besøge sin søn og svigerdatter i fængslet.
– Det var så forfængeligt. Jeg fik lov at se dem en og en igennem et jerngitter, fortæller hun.
Både Helene Mortensen og Bjarne Würgler-Hansen er mærket af opholdet i fængslet.
– Bjarne fortæller, at han har fået holdt en pistol op for panden, og at han er blevet vækket mange gange i løbet af natten. De er psykisk helt nedbrudte begge to, fortæller Susanne Lillegaard.
Umiddelbart efter løsladelsen blev Bjarne Würgler-Hansen ført til afsoning i en anden sag, hvor han blandt andet er dømt for vold, men han måtte tilses af en læge.
– Han har det så forfærdeligt, og vi håber, han kommer hjem mandag eller tirsdag. Han kan ikke klare at afsone lige nu, fortæller Susanne Lillegaard, der i går også havde ringet til vagtlægen og fået noget beroligende til sin svigerdatter.
– Jeg går videre med det her. Sådan skal ingen behandles, siger Thors farmor, der heller ikke ved, hvor Thor er.
– Der er ingen, som har spurgt, om jeg vil se mit barnebarn. En farmor har ingen rettigheder, siger hun.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




