Ecco vil spille lounge-musik for kunderne i butikkerne og på den måde pirre kundernes shoppelyst.
Lounge-musik skal sælge Ecco sko
Shoppe-musik: Kan den rette musik i højtalerne betyde øget skosalg?Ja, mener skofabrikanten Ecco med base i Bredebro.
Gennem det seneste års tid har skogiganten i samarbejde med verdens førende koncern inden for musikalsk markedsføring, Mood Media, nøje udvalgt den musikalske kombination, der fremover skal spilles i Eccos butikker.
– Det handler om at skabe rammerne for, at kunden kan få en god og positiv oplevelse ud af at besøge en Ecco-butik. Musikken er en vigtig del af den samlede oplevelse, og det giver vi nu øget opmærksomhed, siger retaildirektør i Ecco, Fredrik Malm.
Samme musik i alle butikker
Den skræddersyede musik skal efter planen spille i samtlige 900 butikker, Ecco har på verdensplan.
– Det er vigtigt, at det bliver den samme oplevelse at træde ind i en Ecco-butik – uanset om det er i Kolding, København eller Hongkong, siger Fredrik Malm, der fortæller, at musikken har været testet både internt og eksternt.
– Vi har fået god og konstruktiv feedback fra både medarbejdere og kunder. Vi har rettet lidt til og har nu den musiksammensætning, der er helt rigtig for Eccos brand, tilføjer Fredrik Malm.
Hvad er det så for en musik, kunderne fremover skal høre?
– Det bliver en lidt lounge-agtig og positiv musik. Det skal den være for at passe ind i Eccos brand. Vi vil gerne signalere kvalitet, og det budskab skal musikken støtte.
Tror I, at musikken kan være med til at øge omsætningen?
– Musikken handler først og fremmest om at give kunden en god oplevelse i butikken i samspil med den øvrige service. Men vi lever af at sælge sko og tror også, at det kan være med til at holde kunderne længere i butikken og få dem til at købe mere, siger Fredrik Malm, der ikke ønsker at offentliggøre økonomien i samarbejdet mellem Ecco og Mood Media.
Kommentar til artiklen
Nyhedsoverblikket





Login & køb af E-avis



