»Late Urgency« hedder det første soloudspil fra Anders Bast. Cd’en blev sendt på gaden sidste år med ti kompositioner, der på smukkeste vis vidner om den alsidighed, der også er Anders Basts varemærke. Sådan tager Anders Bast sig ud på cd-coveret.
Alsidig musiker fra Ribe har travlt i København
HVOR BLEV DE AF? Saxofonist og jazzmusiker Anders Bast, født i Ribe, skal spille saxofon for Sys Bjerre ved Grøn Koncert, var med i blæsersektionen ved Allstars i TV2 og tager snart til Berlin med trioen KunTakt.Det handler meget om at synliggøre sig selv, fastslår saxofonist Anders Bast, der i København har spillet sig til en levevej som populær og ofte benyttet musikere i mange sammenhænge. Og et godt eksempel på den synlighed startede i morges kl. 7.30 da Anders og kolleger stillede op foran Magasin og gav en lille jazzkoncert.
I et tætpakket musikprogram får Anders også tid til at være bl.a. stand-in for Per Fridell i Tivolis Big Band, han er med i blæsesektionen som backing for Sys Bjerre ved den kommende række af Grøn koncerter, og der har for nylig været bud efter ham til Allstars-udsendelserne i TV2 og om ikke så længe rejser han til Berlin for sammen med Jens Kr. Andersen og Thomas Præstgaard at give tyskerne en smagsprøve på KunTakt-trioens musikalske kunnen.
– Egentlig ville jeg godt have meget mere tid i øvelokalet, men jeg skal jo leve af det her, så det gælder om at være alsidig og så må jeg dele min tid mellem det, jeg kalder arbejdsmusik og kunstmusikken, fortæller Anders Bast, der sidste år sendte sin solodebut-plade »Late Urgency« på gaden med egne kompositioner.
– Jeg er efterhånden nået derhen, at min telefon ringer meget, og jeg kan tillade mig at sige nej til jobs, så jeg er ganske godt tilfreds med, hvordan tingene er gået.
Anders Bast fik saxofonmusikken ind med modermælken i barndomshjemmet, da hans far er ivrig amatørmusiker og musiklære med saxofonen som instrument. Anders lagde ganske vist ud med en blokfløjte og senere klarinet, men da der kom en saxofonspillende musiklærer i skikkelse af Torben Iversen til Ribe blev konfirmationspengene investeret i en saxofon.
Som 18-årig gik turen til Esbjerg og Vestjysk Musikkonservatorium, hvor Anders supplerede sin uddannelse med et studieophold i Boston hos saxofon-ikonet Jerry Bergonzi. Dermed kunne man godt fristes til at tro, at Anders Bast var færdiguddannet og færdigudviklet. Men sådan forholder det sig slet ikke.
– Jeg arbejder hele tiden med at blive bedre til at spille tværfløjte og klarinet, for det er et krav, hvis man skal afløse i Tivolis Big Band, samtidig har jeg investeret i en såkaldt EWI, der er et nyt spændende klarinet-agtig instrument, der kan kobles op på computeren, fortæller Anders, der også efterhånden råder over et utal af varianter over emnet saxofon-instrumenter.
Anders Bast har spillet en del med trubaduren og sangskriveren Thomas Buttenschøn og det er bl.a. herigennem, at han har mødt Sys Bjerre, der før i tiden sang kor for Buttenschøn. Ligeledes laver Anders Bast musik for rapperen MC Einar, der stod og skulle bruge noget nyt musik til bl.a. en radioudsendelse.
Så det går stærkt for Anders Bast, der da også lige bliver nødt til at tjekke kalenderen for at finde ud af, hvornår han sidst var hjemme i fødebyen.
Fakta
>FEM SPØRGSMÅL
1. Hvor holder du ferie?
– Min kæreste og jeg tager op i familiens sommerhus ved Saltum Strand. Til august har vi planer om at besøge Moskva, hvor min kæreste har boet og studeret.
2. Hvad er din største last?
– Jeg har et blødt punkt for gode tyske hvedeøl, men vi har netop haft besøg fra Rusland, og han medbragte en fin russisk vodka og kaviar. Det kunne godt blive en last.
3. Lige nu læser jeg?
- Jeg har flere ting på natbordet – bl.a. en biografi over jazzmusikeren Ben Webster, en bog om spillestedet Montmartre i Store Regnegade og så en bog om rytmens historie af Ole Mathiasen »Trommens rejse«.
4. Hvad har du altid i dit køleskab?
– tjaa, lige nu ligger der en pastadej. Min kæreste har hjembragt en pastamaskine fra Italien, og vi er blevet lidt pjattet med frisklavet pasta. Men ellers altid en god leverpostej.
5. Hvornår har du sidst været i Ribe?
- Øh, lige et sekund, så skal jeg se. Jo, det var den 18. april i forbindelse med en koncert i Grindsted.

Kommentar til artiklen

Login & køb af E-avis