JuniBevægelsens allersidste dans
Allerede nu viser prognoser, at JuniBevægelsen mister sit mandat i EU og dermed står uden for indflydelse. Måske bliver det enden på det EU-kritiske parti. Efter at danskerne i dag har været i stemmeboksene, tyder alt på, at JuniBevægelsen har fået dødsstødet. Deres spidskandidat, Hanne Dahl, skal ikke længere have arbejdsplads i Bruxelles, og i de halvfyldte lokaler på Salon K i Magstræde i Københavns indre by er stemningen i aften afdæmpet.Men udfaldet kommer ikke bag på hverken spidskandidaten eller bevægelsens medlemmer efter dagens valgstedsmålinger.
- Vi var jo godt klar over det. Vi går selvfølgelig ikke rundt med armene i vejret, men vi gjorde, hvad vi kunne, og vi er tilfredse med vores valgkamp, siger Hanne Dahl, mens hun kigger rundt på sine småsnakkende tilhængere, hvoraf de fleste er under 30 år.
- Det er en skam, at vi ikke kom ind, for det er vigtigt, at nogen reformerer EU for europæernes skyld. Det er alvorligt for demokratiet, siger hun og indskyder, at hun ikke har meget tiltro til sine kolleger i de andre EU-skeptiske partier, fordi de ikke står bag de kritiske holdninger, når det kommer til stykket.
Og hun er kontant, når hun beskriver et EU-Parlament uden JuniBevægelsen.
- Det er som et badeværelse uden Ajax. En-to uger er det ok, men den tredje uge bliver det ulækkert, siger hun.
Det tabte mandat skaber ikke bare en trykket stemning, men kan også få fatale konsekvenser for partiet.
- Jeg vil ikke sige, at JuniBevægelsen lukker og slukker, for det er noget, der skal bestemmes på et landsmøde. Det vil være et decimeret parti uden den økonomi og de ansættelser, der er bundet op på mandatet i EU-Parlamentet, og personligt har jeg svært ved at se, hvordan det kan fortsætte, siger Hanne Dahl.
Selv vil hun holde en lang sommerferie og tænke over, hvad der videre skal ske.
- Jeg har været i politik i 10-15 år, så nu skal jeg nok lave noget andet, siger hun.
Alligevel skal der være fest i aften, hvor en del af de 50 gæster allerede er troppet op. Så kan medlemmerne få sig en allersidste dans.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




