Mindegudstjeneste for Christiane Zeuthen blev en hyldest til lyset og livet

GENNER: Ligesom Christiane Zeuthen af dem, som kendte hende, bliver beskrevet som et lyst og livfuldt menneske, således blev også mindegudstjenesten om hende i dag i Genner Kirke en hyldest til lyset og livet.

Kirken var fyldt til sidste plads, da den lille landsby nord for Aabenraa samledes for at sige farvel til Christiane, der omkom forleden, da et Air France-fly styrtede i havet på ruten mellem Brasilien og Paris.

– Vore hjerter forfærdedes, da vi hørte, at den eneste dansker, der omkom ved flystyrtet, af alle steder kom fra vores lille by, sagde sognepræst Hans Peter Erbs i sin tale.

– Vi får aldrig vished over, hvad der skete over Sydatlanten den aften. Vi håber, at flyet blev ramt af et lyn, og at alle om bord døde i løbet af et sekund. Men Lars (Christiane Zeuthens mand Lars Zeuthen, red.) har en anden forestilling. Han forestiller sig, at Christiane midt i panikken og kaosset har grebet sine medpassagerers hænder og har været der for sine medmennesker. At hun selv i dette kaotiske øjeblik har været den, hun altid har været.

– Vi får måske aldrig nogen forklaring. Fra Gud får vi i hvert fald ingen forklaring, vi får kun Hans medfølelse, og den er vi sammen om i dag, sagde Hans Peter Erbs. Selv om vi har lyst til at råbe, »Min Gud hvorfor har du forladt mig«, erfarer vi, at Gud ikke er fjern ophøjethed, men nærhed til det sidste. Og selv om vi måske aldrig får Christiane hjem i en kiste, så er hun nær ved os, selv om hun er langt, langt borte. De døde lever videre. Gud tager dem ind i sit rige, hvor der er mange boliger.

Sammen med menigheden fandt Hans Peter Erbs trøst i ordene fra apostlen Paulus, som i sit første brev til Korintherne skrev: »Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.«