Enkemand: – Jeg må gå den smertefulde vej

Lars Zeuthens kone døde i den værste flyulykke i Air France’s historie. Sandsynligvis bliver Christiane aldrig fundet, men det er ikke det væsentlige. For hun er der, fastslår Lars Zeuthen, der nu skal kæmpe sig vej gennem sorgen. UVISHED: Der er lyst i Christianes klinik. Lyse gulve, hvide skabslåger. Flimrende mængder af lys gennem de mange vinduer ud til Genner Bygade.

Overalt i huset står afskårne buketter sendt som trøst og minde og i kærlig erindring. På bordet et levende lys og et billede af hende, som i sig selv var lyset for den mand, som nu må kæmpe sig gennem sorgen.

Midt i den, blot to døgn efter chokket, har Lars Zeuthen valgt at fortælle. Om sin smerte og om Christiane Zeuthen, der var med om bord på det Air France-fly, der mandag styrtede ned og blev opslugt af Atlanterhavet.

– Jeg skulle først være der med mig selv, men jeg vidste, at jeg ville. Christiane var en ekstremt spirituel kvinde, der har fyldt i hele verden, og der er så stor en skare, der har brug for at se og høre det her. De skal have en chance for at komme ind i det, for at se, at jeg er okay – eller i hvert fald se, hvor jeg er i min afskedsproces, siger Lars Zeuthen.

Han fortæller, hvordan mennesker i hele verden sørger over tabet af hans hustru. Hvordan munke i Nepal gennem fire timer har bedt for Christiane ved en røgceremoni. Hvordan folk mindes hende ved ceremonier i en brasiliansk kirke og en israelsk synagoge, ligesom de vil gøre det i kirken i Genner denne weekend.

Christiane Zeuthen var psykoterapeut og dybt optaget af den spirituelle verden, og den blev hendes mand også en del af. Måske derfor har sorgen en anden dimension for ham. For Christiane er ikke gået bort, fastslår han. Hendes krop er død, ja. Men Christiane er ikke borte.
Nej til Air France

– Hun er et andet sted med sin kærlighed og sin energi. Jeg mærker hende helt vildt. Jeg ved, at hun nu er et sted, hvor hun er forvirret, i tvivl og måske også bange, og derfor har hun brug for, at vi sender hende al vores kærlighed, siger han og blinker beslutsomt et par tårer væk, for den del af sorgen har han ikke tænkt sig at dele med hele verden.

At mennesker fra nær og fjern ringer og sender mails og sms’er glæder ham. Til gengæld har han ikke brug for at rejse i hælene på de jordiske rester af den kvinde, som han giftede sig med for 24 år siden. Air France har tilbudt det, men Lars Zeuthen har takket nej.

– Der er jo ikke noget lig. Og jeg har heller ikke behov for visheden for, at de finder hende. Det kan være, det ændrer sig, men lige nu er det ikke det væsentligste. Når jeg er klar, vil jeg holde en mindehøjtidelighed for hende her i det rum, som er så fuldt af hende, siger han.

I mellemtiden sidder han derhjemme og ser og læser alle de nyheder, der omhandler flystyrtet og kampen for at finde vragdele og spor af de 228 mennesker om bord. Det gør ondt, men han vil vide det hele.

Selv det uhæderlige, som han synes, det er, når nogle medier allerede dagen efter ulykken fortæller, at ofrene sandsynligvis vil blive spist af hajer og andre rovfisk.

Han vil vide det for ikke at blive slået omkuld af sin sorg, mens han står i kø hos købmanden og ser overskrifterne.

Selv har han dette billede af Christianes sidste minutter:

– Hun har været i chok og angst, men så har hun fundet dyb ro i sig selv og været der til at trøste og hjælpe de andre. Alle, der har kendt Christiane, husker hende som en hjælper i livet. For mig... i mit liv har hun bare været mit livs kærlighed, siger han.